En særlig form for ondskab af James Lilliefors

Denne bog er både anmeldt af Per Drustrup Larsen og Anna-Luisa Alonso 

 

Fra bogens bagside:
En kold vintermorgen finder præsten Luke Bowers en fremmed kvinde i sin kirke. Hendes øjne er åbne, hendes hænder er foldede, som om hun bad. Men hun trækker ikke vejret.
Da politikommisær Amy Hunter kommer til byen for at lede efterforskningen, er ikke alle glade for, at en ung, kvindelig outsider har fået opgaven. Det eneste spor, hun har at gå efter, er en række numre, som er blevet indgraveret inden døde kvindes højre hånd. Præsten mener, at numrene kan referere til bibelvers i Salmernes Bog. Sammen begynder de to jagten på en nådesløs morder, som til deres overraskelse fører dem på sporet af en lyssky virksomhed, større og mere magtfuld end de nogensinde kunne have forestillet sig.

Pers anmeldelse:
Vel viser der sig at være flere dræbte, og vel er der fælles træk, som peger på en seriemorder, men herligt med en amerikansk krimi, hvor der ud over seriedrabene også tilføres plottet en ekstra dimension, men det vil være ærgerligt for kommende læsere at afsløre hvordan, men svindel i stor stil er en del af det, og FBI indblandes også. Jeg vil bare sige, at det bliver spændende, og at det giver forfatteren lejlighed til at beskrive for mig nye dele af livet i USA.
Bogen foregår ved Chesapeake Bay i det nordøstlige USA i Tidewater County, Maryland. Her er samarbejdet mellem det lokale politi og den tilrejsende Amy fra drabsafdelingen mindre godt, og stridighederne får konsekvenser langt ind i opklaringsarbejdet.
Så langsomt, men grundigt lykkes det at få afsløret sandheden bag mordene af det gode og interessante makkerpar, som forfatteren har skabt: metodistpræsten Luke Bowers og den unge og (for nogle lidt for) dygtige opdager Amy Hunter. Hver for sig er det spændende personligheder på hver sin måde, og tilsammen er det næsten som en opdateret Father Brown kombineret med et mix af Vera Stanhope og Kate Burkholder. Deres samarbejde, den lokale kolorit og bogens stil lover rigtigt godt for serien, hvor bind 2 er kommet på amerikansk, og hvor bind 3 forventes i 2018.
Jeg giver meget gerne bogen 9 skydeskivepoint på min egen blog og 5 krimihjerter her, mens jeg spændt venter på fortsættelserne, der forhåbentlig også kommer på dansk.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Per Drustrup Larsen   –   Drustrups Bogblog

Fem krimihjerter

 

Anna-Luisas anmeldelse;

En særlig form for ondskab er en krimi der foregår i Tidewater County – en mindre by hvor alle chokeres da præsten Luke Bowers en kold vintermorgen finder en død kvinde i sin kirke.

Luke drages af kvinden, som han først tror sidder og beder – men da han kommer tættere på ser han det tømme blik i hendes øjne. Luke alarmerer politiet og den unge politikommissr Amy Hunter kommer til byen.

Amy Hunter viser sig at gå egne veje og har et særdeles stærkt instinkt som leder hende på sporet af en sammenhæng til andre mord.

I samarbejde med Luke Bowers finder de en rød tråd der forbinder mordet med andre mord begået andre steder.

Bilder de sig selv noget ind eller er der virkelig en sammenhæng?

Jeg synes Jamen Lilliefors får spundet en virkelig interessant historie, hvor der er mere under overfladen en man lige tror. Der holdes et fint spændingsniveau bogen igennem og jeg skal helt klart læse mere fra hans hånd.

Min interesse var allerede vakt da jeg så omslaget!

En grufuld krimi med et gennemtænkt og veludført pænt.

fire krimihjerter @annaluisasverden

 

James Lilliefors
En særlig form for ondskab
HarperCollinsNordic, 2017
365 sider

 

Har du læst den? Hvad synes du?