“Final girls” af Riley Sager

Forlagets beskrivelse:

Hvad skal der til for at overleve et massemord? Dette spørgsmål er omdrejningspunkt i ny amerikansk thriller Quincy Carpenter prøver bare på at leve et helt normalt newyorker liv med sin kæreste, Jeff, og sin bageblog, Quincy Sweets. Men det er svært, når fortiden bliver ved med at indhente hende. Som den eneste overlevende efter en blodig massakre i skovhytten Pine Cottage for ti år siden bærer Quincy nemlig rundt på en uafrystelig identitet som ’Final Girl’. En titel, medierne har tildelt hende, tillige med to andre kvinder, Lisa og Samantha, der hver især var eneste overlevende i lignende mordsager.For Quincy, der bare gerne vil videre med sit liv, er det et ufrivilligt skæbnefællesskab, og de tre Final Girls har derfor heller aldrig mødt hinanden.

Men da Lisa en dag bliver fundet død i sit hus, genoplives gamle traumer og spørgsmål i Quincy. Hvad var det egentlig, der skete dengang i Pine Cottage? Og hvorfor var hun den eneste, der overlevede? Et sort hul i Quincys hukommelse har i mange år skjult den fulde, grumme sandhed, men nu banker virkeligheden på døren. Final girls tager os med ind i et pirrende, mørkt univers, hvor karakterernes individuelle motiver hele tiden sløres, så man med skrækblandet nysgerrighed bare må læse videre og videre.

 

Betina Nielsens anmeldelse:

Vi har alle sammen på et eller andet tidspunkt hørt om en eller anden massakre, hvor en person er gået amok og har myrdet løs. Alle i huset er blev dræbt, lige med undtagelse af en eneste person, nemlig den der har fået ram på gerningsmanden og dermed selv overlever. Sådan en er hovedpersonen Quincy i Riley Sagers “Final girl”.

Hun prøver på tiende år, så vidt som muligt, at leve et normalt liv, uden at lade den forfærdelige oplevelse fylde for meget i hendes liv. Hendes bageblog, kæresten Jeff og Coop (første betjent på gerningsstedet), er det der fylder hele hendes liv, og hun bilder sig selv ind, at hun er kommet flot videre i sit liv uden mærkbare gener. Denne facade trues med at brydes, da en anden Final girl bliver fundet død.

Quincy er nødt til at prøve at lukke op for et sort hul i hukommelsen, for den der lille gnavende fornemmelse af, at hun har fortrængt noget vigtigt, banker på. Da sandheden endelig går op for Quincy og os læsere, er den så overraskende grum, at man får sig en ordentlig mavepuster.

Dette her er for det første en bog, som er fyldt med gys og beskrevet på en måde, så man ikke er tvivl om, at der er noget væmmeligt under opsejling. Men samtidig en bog der flot beskriver, hvor fantastiske vores hjerner er til at fortrænge noget, man helst ikke har lyst til at huske og forholde sig til, før man er klar til det.

Helt klart en thriller der skiller sig ud fra mængden og giver stof til nærmere eftertanke.

fire krimihjerter

Forlaget Turbine 2017

Har du læst den? Hvad synes du?