”Fjenden iblandt os” af Jakob Melander

Bogen er anmeldt af både Jan Findal, Per Drustrup Larsen og Lone Maj Knudsen.

Jan Findals anmeldelse;
Handlingen i ”Fjenden iblandt os” udspiller sig over ca. 17 timer i Oksevænget, en ghettobebyggelse i Bellahøjområdet i København.

Det går faktisk godt i Oksevænget takket være et fint samarbejde mellem Københavns Kommune og beboerforeningen.

Her i denne bebyggelse, som hovedsageligt er præget af tyrkere, finder man liget af den 8-årige danske pige, Laura. Det viser sig, at Laura har været udsat for overlagt drab.

Nu er det jo sådan, at de politiske partier i Danmark ikke alle har samme opfattelse af, hvad der tjener samfundet bedst, når det det drejer sig om indvandrere og ghettoområder. Københavns kulturborgmester fra Dansk Folkeparti, Kristian Havholm er en af skeptikerne med hensyn til Oksevænget og vil ved selvsyn se på forholdene.

Efterfølgende kommer Kristian Havholm til at spille en meget stor rolle i bogen. Man får en virkelig god indsigt i de tanker, han gør sig, og i de begivenheder, han bliver en del af, som følge af fundet af den dræbte pige.

Efterforskningen af drabet ledes af Lars Winkler, politiassistent ved Københavns Politi. Ham vil mange kende fra Jakob Melanders foregående bøger. Man får meget fin forståelse for de overvejelser og handlinger, Lars Winkler gør for at gennemføre efterforskningen, som viser at være meget vanskelig. På et tidspunkt er der hele 6 mistænkte.

Der sker konstant noget, der forvirrer Lars Winkler. Det fremgår af dette citat fra bogen, hvor Lars Winkler tænker følgende: ”Det hele er blevet vendt på hovedet. Tingene udvikler sig hele tiden og så hurtigt, at han ikke når at tænke, at gå de forskellige scenarier igennem. Det er, som om der er nogen, der forsøger at styre hans efterforskning, tvinger ham ud ad bestemte spor, men andre lukkes eller forbliver usynlige.”

Drabsefterforskerne er imidlertid ikke de eneste politifolk, man møder i Oksevænget. Adskillige betjente fra beredskabet ved Københavns Politi udkommanderes for at danne en ring om bebyggelsen for imødegå de optøjer, der muligvis vil kunne opstå, når en DF-politiker besøger et ghettoområde. Og uro bliver der, da det også går op for indbyggerne i Oksevænget, at der er begået et drab.

Jakob Melander forstår på allerbedste vis at skildre, hvordan forskellige personer inddrages i efterforskningen af drabet. På næsten filmisk vis følger vi personernes ageren, idet scenen skifter uhyre tit mellem forskellige velbeskrevne lokaliteter i form af meget korte kapitler. I modsætning til en film, følger man også personernes tankegang, og man forstår meget fint, hvad der rører sig i hovedet på mange uhyre interessante personer.

Jakob Melanders ”Fjenden iblandt os” er ikke en gængs krimi. Det er en krimi, som foruden at være meget spændende, også er en socialrealistisk roman, som skildrer den virkelighed, der kan være i et ghettoområde. Romanen beskriver, hvor let tingene kan udvikle sig til noget helt uforudsigeligt, når ”dem” og ”os” krydser klinger, foranlediget af fanatiske personers holdninger og ageren.

Fem krimihjerter

People’sPress 2019 – 397 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

__________________________________

Per Drustrup Larsens anmeldelse

Fra bogens bagside:
Ghettobebyggelsen Oksevænget på Bellahøj i København har længe været i mediernes fokus med kriminalitet, etniske spændinger og social problemer. Men med en lang, sej indsats er det lykkedes kommunen og beboerforeningen at få vendt den nedadgående spiral.

Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm, vil ind i landspolitik, og sammen med sin særlige rådgiver planlægger han at besøge området. Københavns Politi står i et dilemma: Nægt og få pressen og halvdelen af Folketinget på nakken, eller giv tilladelse med risiko for optøjer, der kan brede sig til hele byen.

Politidirektøren vælger at lægge en jernring om Oksevænget. Ingen kommer ud, og ingen kommer ind, så længe borgmesteren er på stedet.

Men netop som Kristian Havholm og hans rådgiver er på vej i borgmesterbilen, og den samlede danske presse står linet op uden for afspærringen, finder en beboer liget af en otteårig pige i en skraldecontainer – og porten til helvede er åbnet.

Politiassistent Lars Winkler, der netop er vendt tilbage efter to ugers tvungen orlov, udnævnes til efterforskningsleder. Det bliver sytten timer i Oksevængets heksekedel – og med Kristian Havholm i en overraskende rolle – som Lars sent vil glemme.

Min anmeldelse:
Klokken 8:32 begynder historien om den barske virkelighed i den fiktive og dog virkelighedstro ghettobebyggelse fortalt gennem en række af beboerne, de involverede politifolk med Lars Winkler i spidsen samt borgmesteren, der har store politiske ambitioner og vilje til at bruge medierne til egen fordel.

Historien slutter klokken 02:59 efter en voldsomt dramatisk dag, som læserne guides gennem stramt kronologisk og i korte afsnit med skiftende hovedpersoner. Fortælleteknisk virker det rigtigt godt og medvirker til, at historien holder en støt stigende spændingskurve.

Det er selvfølgelig ikke en dokumentar, men historien virker helt sandsynlig og rummer alle de konflikter, som jeg har hørt om fra virkelighedens lignende bebyggelser: mellem forskellige religiøse og etniske fraktioner, indbyrdes i familier, mellem politi og beboergrupper, mellem beboere og politikerne osv.

Jeg har nydt de øvrige bøger i Melanders serie om Lars Winkler rigtigt meget, og har også hygget mig med de mange referencer til musik, som jeg ikke synes er så tydelige i denne bog – og jeg har også nydt og være holdt godt spændt undervejs af denne bog.

Jeg giver bogen 8 sikre point på min egen blogs krimispændingsskydeskive
og 4 krimihjerter her: fire krimihjerter

Jakob Melander
Fjenden iblandt os
People’s Press, 2019
380 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

Per Drustrup Larsen  –  Drustrups Bogblok
_________________________________________________

Lone Maj Knudsens anmeldelse

Fjenden i blandt os er 6 bind i serien om Lars Winkler. Det er en selvstændig del af krimi serien om Lars Winkler. Den kan godt læses uden at du har læst de forrige, men du vil få den bedste læseoplevelse hvis du læser dem i rækkefølge.

Emnerne er mere end almindelig aktuelle, særlig nu hvor der ikke går mange måneder før der skal være folketingsvalg i den “virkelige” verden. Kristian Havholm skal virkelig markere sig for at få mulighed for at blive spidskandidat til folketingsvalget. Han har derfor sin helt egen agenda.

Fordommene mellem “dem” og “os” er med til at forplumre opklaringsarbejdet, ikke mindst fordi Lars Winkler ikke er nærheden af at være i topform.

Det er en vildt spændende krimi – virkelig svær at lægge fra sig. Noget af det bedste fra Melanders hånd, efter min mening. Jeg er glad for at der “kun” er omkring 1/2 år til næste Winkler bog udkommer. Det har varet alt alt for længe siden der sidst var nyt fra Melander.

Sproget er som altid let og flydende. Plottet er fantastisk, og selv om man egentlig burde kunne gætte sammenhængen – så gjorde jeg det ikke. En helt igennem tryllebindende afslutning.

Det har været en rigtig dejlig læseoplevelse. Har du endnu ikke læst noget af Jakob Melander så skynd dig at komme i gang med serien. Det vil du ikke fortryde.

Rigtig god læselyst.

Fem krimihjerter

Fjenden i blandt os af Jakob Melander er modtaget som anmeldereksemplar fra People’s Press.

Har du læst den? Hvad synes du?