Forlagets beskrivelse
I Skovlunde findes en ældre kvinde død, og alt peger i retning af et kynisk hjemmerøveri. Da den ene af de to formodede gerningsmænd bliver anholdt i Sofia, må Rasmus Berg og hans makker Solmaz Pakzad rejse ned for at hente ham.
Men efter fundet af et gammelt brev bliver Rasmus og Solmaz pludselig involveret i en større sag om international narkotikahandel, der snart udvikler sig til en hæsblæsende jagt igennem Sofias gamle bykerne, og hvor det indimellem kan være svært at vide, hvem der jager, og hvem der bliver jaget.
Vil det lykkes for Rasmus og Solmaz at slippe levende fra de mørke kræfter i Sofia?
Gribbene fra Sofia er den tredje krimi i serien om Rasmus Berg og Drabsafdelingen.
Anmeldelse
Arne Woythal har igen skrevet en god og spændende krimi. Den indeholder gode og troværdige beskrivelser af såvel personer som de steder, hvor handlingen udspiller sig.
Med udgangspunkt i Politigården i Albertslund, hvor Københavns Vestegns Politi har hovedkvarter, får man et virkelig godt og realistisk indblik i, hvordan politiet efterforsker en forbrydelse. I dette tilfælde et modbydeligt hjemmerøveri med katastrofale følger for offeret – en ældre kvinde.
Politifolkene, der deltager i efterforskningen, er mennesker af kød og blod. Det der også springer i øjnene er, at de overordnede politifolk ikke er nogle utiltalende typer, som man ind imellem ser det i krimier.
Hvis man har læst Arne Woythals to foregående bøger, vil man kunne nikke genkendende til de fleste af efterforskerne. Bogens to hovedpersoner kriminalassistent Rasmus Berg og den kvindelige politiassistent, den iranskfødte Solmaz Pakzad kommer man til at kende bedre og bedre, og man kommer virkelig til at holde af dem.
De to har nu indledt et forhold, og især via Rasmus Bergs overvejelser lægger det op til temaet – ældre mand og yngre kvinde forelsker sig i hinanden. Det kommer der interessante betragtninger ud af.
Det, at to efterforskere i samme afdeling forelsker sig i hinanden, medfører også, at Rasmus Berg bekymrer sig om, hvorvidt politiledelsen kan acceptere et parforhold i et efterforskningsteam, eller om den ene af dem skal tvinges til at skifte afdeling.
Bogen igennem er der flashbacks til en tildragelse i 1994 i Sofia – en tildragelse som får alvorlige konsekvenser for Rasmus og Solmaz, da de kommer til Sofia for at få udleveret en anholdt bulgarer, som er mistænkt for det hjemmerøveri, som de to efterforsker.
Meget af det, der sker i den forbindelse er virkelig spændende, men jeg synes, at nogen af hændelserne er for usandsynlige og passer for godt som ”fod i hose”.
Jeg er meget begejstret for det fine indblik krimiforfatter og kriminalassistent Arne Woythal giver i, hvordan polititiet arbejder og ser meget frem til at læse den næste bog i serien om politifolkene på Albertslund Politigård.
Byens Forlag 2018 – 330 sider
Klik HER og se alle mine anmeldelser
Bogen er anmeldereksemplar sendt fra forlaget