Harlan Coben – Den Fremmede

Adam Price er gift og har to sønner. Hans smukke kone er del af bestyrelsen i drengenes sportsklub og alt ser ud til at være så tæt på fryd og gammen, som man kan komme. Det varer ved, lige til den dag en fremmed kommer til byen, opsøger Adam og fortæller ham en dyb hemmelighed, som Adams kone har holdt skjult for Adam. Konen bliver konfronteret og så ruller lavinen med bedrag, hemmeligheder og folk der værner om deres familier og det de tror på, eller føler tilkommer dem. Adam tør ikke stole på nogen, men så kommer hjælpen fra uventet kant.

Dette er endnu en Harlan Coben-bog, som starter stille og roligt ud. Har et jævnt tempo hele vejen og som er spændende og fængende fra start til slut. Jeg har været meget begejstret for de to tidligere bøger jeg har læst af Coben (Savner dig og Seks år), men denne her lever desværre ikke helt op til sine forgængere. Det er som om der mangler et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Som om den mangler noget spænding og uhygge selvom den er medrivende. Som om der er lidt for meget livslærdom selvom det er en af de ting der gør den levende. Yderligere ærgrer det mig, at alt action i bogen, er samlet på de sidste sider. Her får den til gengæld også hele armen og det virker som om det er gået lidt stærkt. En enkelt ting kan slet ikke lade sig gøre, vil jeg mene (jvnf. det med kæderne) 🙂  

Med det sagt, er Den fremmede efter min mening både tankevækkende, spændende og tragisk. Bestemt en rigtig god læseoplevelse.

Tre krimihjerter

Tine – Team Krimifan & Frk. Tines Krimitanker

 

Betinas anmeldelse:

Med denne her bog, er jeg meget enig med Tine. Jeg er stor FAN af Harlan Coben, der med sine foregående bøger har ramt plet. De har været tempofyldte, umulige at gennemskue og ret uhyggelige.

“Den fremmede” er bestem også en god krimi, den er bare lidt langsom i opstarten. Alt det spændende er presset ind i en for kort afslutning, hvor man som læser, får det indtryk, at nu skal tingene afsluttes og helst i en fart.

Det er meget svært at sætte fingeren på, hvad jeg helt præcist mangler, for jeg var faktisk godt underholdt. Alligevel er jeg skuffet, da jeg ved, hvad Coben normalt står for, og derfor ved, at det kunne have været gjort bedre.

Tre krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?