“I Satans tjeneste” af Tess Gerritsen

Det latinske ord PECCAVI står skrevet i blod på gerningsstedet, hvor en ung kvinde er blevet brutalt myrdet. JEG HAR SYNDET, betyder det. Det er en isnende julehilsen til retsmediciner Maura Isles og kriminalassistent Jane Rizzoli fra Boston, der hurtigt forbinder offeret med den kontroversielle og celebre psykiater Joyce O’Donnell – Janes faglige nemesis og medlem af Mefisto-klubben.

På toppen af Beacon Hill hengiver klubbens medlemmer sig til analysen af ondskab: Kan ondskab forklares videnskabeligt? Har den en fysisk tilstedeværelse? Vandrer dæmoner rundt på jorden? Ud fra et væld af dystre historiske kilder og mystisk religoøs symbolik søger de lærde i Mefisto-klubben at bevise, at selve Satan færdes iblandt os.

Da et lemlæstet lig dukker op i deres egen baghave, står det klart, at nogen – eller noget – ganske rigtigt hjemsøger byen. Klubbens egne medlemmer begynder at frygte emnet for deres egne studier – for kan det tænkes, at den maniske morder tilhører deres egen kreds, eller har de uden at ville det hidkaldt et ondt væsen fra mørket?

Maura og Jane dykker ned i den hidtil mest forbløffende og usædvanlige sag i deres karriere og drager dermed ud på en skrækindjagende rejse til det ondes inderste væsen, hvor de møder en djævelsk fjende, der er farligere end nogen anden forbryder, de før har mødt… og som kun lige har begivet sig ud på sin voldelige færd.

 

Anna-Luisas anmeldelse:

Tess Gerritsen er antropolog og læge, og det er et gennemgående tema for hendes bøger at de har en troværdighed i detaljen, og at Tess Gerritsen har næse for at beskrive ondskaben i sin reneste og mest bestialske form.

Jeg har været fuldstændig vild med de fleste af Tess Gerritsens tidligere udgivelser og Kirurgen og Lærlingen står stadig som nogle af de bøger jeg oftest anbefaler andre. Jeg har derfor tårnhøje forventninger, hver gang der udkommer en ny bog i hendes serie om Rizoli og Isles – kun to gange er disse forventninger ikke blevet indfriet, og I Satans tjeneste er den ene af de to bøger, der efter min mening ikke levede helt op til hendes vante standard og tempo.

Når det så er sagt, er det en krimi med et gennemarbejdet plot, og jeg er vild med tilbageblikkende, som i kapitler for sig fører os tilbage til morderens forskruede sind. Fra hans barndom, hvor det allerede er meget tydeligt, at han har et andet verdensbillede end den gennemsnitlige teenager. Jeg synes bare ikke det fylder nok i den nutidige historie.

Jeg synes selve krimien er for gennemsyret af historiske fortællinger og religiøs symbolik for min smag – det tager simpelthen tempoet ud af historien, og man fortabes i bibelske historier, uden rigtigt at komme videre. Det er næsten så tankerne føres hen på Da Vinci mysteriet og A.J. Kazinskis “domæne” med disse hisoriske eller religiøse islæt i krimier, men Tess Gerritsen kommer efter mit synspunkt slet ikke lige så godt i mål, og det er ærgerligt.

Er du som jeg Tess Gerritsen fan skal du selvfølgelig læse bogen – men du skal læse den med forbehold, og vide at det er en helt anden skrivestil end hun plejer at bruge.

Er du til Kazinski, Jonathan Freedland og Dan Brown – så har du måske ikke tidligere været til Tess Gerritsen, men så kan denne være lige netop noget for dig.

En god bog, som desværre var lidt skuffende for mig.

Tre krimihjerter Annaluisasverden

 

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments