Jack Reacher når omsider hele vejen fra det sneklædte South Dakota til sit bestemmelsessted i det nordøstlige Virginia, nær Washington D.C.: hovedkvarteret for militærpolitiets 110. specialenhed, hans tidligere arbejdsplads. Den gamle stenbygning er det tætteste på et hjem, han nogensinde har haft. 

Reacher har rejst den lange vej for at møde enhedens nye kommandoofficer, major Susan Turner, hvis dragende stemme han kun kender fra telefonen.

Men det er ikke major Turner, der sidder ved kommandoofficerens skrivebord. I stedet bliver Reacher mødt med en seksten år gammel mordanklage og en tvungen genindkaldelse til hæren.

Reacher er ikke den, der stikker af, når det hele brænder på, så han sætter alt ind på at finde Turner og rense sit eget navn, skarpt forfulgt af hære, FBI, det lokale politi og fire uidentificerede bøller.

Under den hæsblæsende jagt på sandheden og retfærdighed bliver Reacher i den grad sat på prøve og tvinges til at stille spørgsmål ved, hvem han er, hvad han har gjort, og om det ubunbne liv pålandevejen er det eneste rigtige.

Ingen vej tilbage er min første bog i serien om Jack Reacher, og jeg er ikke tryllebundet af bogen, og har generelt haft lidt for let ved at lægge den fra mig i forhold til hvad jeg gerne vil have i en thriller. Ingen tvivl om at bogen er spændende nok – jeg synes måske bare at handlingen til tider trækkes lidt i langdrag, selvom der er action nok.

En gedigen thriller, som dog ikke bliver en af dem jeg husker.