Interview med Anne Mette Hancock

Anne Mette Hancock udgiver 1. april sin debutkrimi “Ligblomsten” Bogen har allerede været i hænderne på adskillige anmeldere. Bl.a. undertegnede. Alle er meget begejstrede for bogen.

Fortæl kort om dig selv.

Jeg er født ind i den klassiske kernefamilie i 1979 i Gråsten i Sønderjylland, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom – med undtagelse af året 1991, hvor jeg boede i en lille landsby i Sydfrankrig sammen med min familie.

Som 19-årig flyttede jeg til Florida i halvandet år, hvor jeg læste Laws of Evidence, Criminal Justice og Essay Writing på universitetet. Jeg tilbragte en årrække andre steder i udlandet, bl.a. i Los Angeles og i London, inden jeg fandt min vej tilbage til Danmark.

Jeg har en bachelorgrad i Historie og er uddannet journalist fra RUC og Berlingske. I dag bor jeg i København, klods op ad Marmorkirken. Jeg er gift på 12. år og har to børn på ni og fem år.

Du er journalist. Hvilke journalistiske emner optager dig?

Da jeg i sin tid besluttede, at jeg ville være journalist, troede jeg, at jeg skulle dække politik eller arbejde med andet nyhedsstof. Jeg havde fået bildt mig selv ind, at de artikler, jeg som læser interesserede mig for, ville være oplagte for mig at arbejde med. Men som én, der holder af ord, fandt jeg nyhedsjournalistikken uinspirerende og arbejdstiderne uforenelige med mit familieliv. Så jeg har som journalist næsten udelukkende arbejdet med portrætinterview og reportager, hvor sproget får lov at fylde mere.

Sammen med Katrine Engberg har du skrevet ”Klap i hest”, som ikke just er en krimi. Hvorfor gik du så i gang med krimigenren?

”Klap i, hest!” var et livsændrende og dybt personligt projekt for Katrine og mig. Ét, vi betragtede som et manifest for vores venskab, mere end en egentlig bog. Så ”Ligblomsten” er min debut i det skønlitterære, og krimigenren er den eneste, jeg selv interesserer mig for at læse. De områder, jeg har interesseret mig for i mit liv passer så fint ind i krimikassen. Siden jeg var lille, har jeg skiftevis overvejet at blive retsmediciner, advokat, politibetjent, journalist og blomsterhandler. Det er som om, det hele giver mening nu.

Hvornår, hvorfor og hvordan opstod ideen til ”Ligblomsten”?

Idéen til Ligblomsten opstod for nogle år siden i en lille flække i Sydfrankrig kaldet Buis les Baronnies. Samme by, som jeg boede i som barn, og som jeg har tilbragt alle sommerferier i siden. Jeg var på markedet og stod og betragtede en bryskudseende mand, der fodrede et gedekid med en sutteflaske, mens en masse børn stod og klappede dyret. Da jeg kiggede op, så jeg en kvinde, der sad på en fortovscafé på den modsatte side af gaden. Hun stirrede undrende på mig, og jeg kunne se i hendes blik, at hun genkendte mig uden rigtigt at kunne placere mig. Det viste sig at være en bekendt fra min barndom. Af én eller anden grund fik det mig til at tænke på en scene i en krimi eller en film: En kvinde på flugt bliver genkendt i en lille by i Provence og stikker af. Jeg vidste hverken, hvad kvinden var på flugt fra, eller hvem hun var, og hvor hun skulle hen. Men samme aften skrev jeg åbningsscenen til ”Ligblomsten”. Plottet udviklede sig så langsomt og marinerede i mine tanker i lang tid, inden jeg i slutningen af 2015 gik i gang med at skrive resten af bogen.

Fortæl om din skriveproces? Hvor og hvornår har du skrevet?

De første 30 sider tog lang tid. Der kunne gå flere uger uden, at jeg kiggede på manuskriptet. Men så begyndte jeg at betragte bogskrivningen som et almindeligt job. Jeg sagde min stilling som PR og pressechef for Madklubbens restauranter op og skrev krimi på fuld tid. I stedet for at sidde derhjemme og skrive i mit nattøj, gik jeg ”på arbejde”, når mine børn skulle i skole og i børnehave. Jeg mødte for det meste ind på Bistro Royal på Kongens Nytorv (eller en anden café eller restaurant i byen) og så skrev jeg dér – også på dage, hvor jeg ikke gad eller følte mig specielt inspireret.

 Fortæl om de feedbacks du har fået undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

Det er jo en besynderlig fornemmelse at skrive på et manuskript, ingen venter på, og man kan godt ind imellem miste gejsten. Når man har skrevet 113 sider og har en dårlig dag, hvor man synes, det hele er noget lort, kan man godt tænke: Hvad nu, hvis jeg er totalt talentløs? Er mit plot i virkeligheden ikke bare gennemskueligt og uoriginalt? Hvad nu, hvis ingen gider at udgive eller læse min bog? Så er det altså rart at have nogle mennesker tæt på, som hepper på bogen, og som læser med på sidelinjen. I mit tilfælde var især min mor helt uundværlig i skriveprocessen. Vi aftalte, at jeg hver fredag skulle sende nye sider, som hun skulle læse, og det var rart med sådan en ugentlig deadline. Da første udkast af bogen var færdig, fik jeg også min far, min bror og Katrine (Engberg) til at læse den og give feedback, så jeg kunne nå at præcisere ting og stramme vigtige afsnit, inden jeg sendte manuskriptet til forlagene.

Hvad skete der, da du sendte manuskriptet til Lindhardt og Ringhof?

Det hele gik så hurtigt.  Jeg indsendte manuskriptet, og 13 dage senere skrev jeg under på kontrakten og drak champagne med de skønne mennesker på forlaget. Uvirkeligt og vidunderligt på én og samme tid!

Hvad fulgte efter, da bogen var antaget?

Jeg blev introduceret til min redaktør, den brillante Lene Wissing, og så fulgte der en redigeringsperiode, hvor hun og jeg sammen fik pudset manuskriptet af og slanket det en smule. Vi layoutede forside og alt mulig andet spændende. Det har simpelthen været så skægt.

Hvordan er du/I kommet frem til titlen ”Ligblomsten”?

Da jeg var få kapitler inde i bogen, så jeg en udsendelse på National Geographic om ligblomster og blev vildt fascineret af fænomenet. En udspekuleret plante, der lugter af død? Hvor herligt ulækkert og spændende på én og samme tid! Så jeg tænkte, at jeg var nødt til at få flettet sådan én ind i fortællingen, og at det ville være en god titel til en krimi.

Hvem har fundet på bogens forside, og hvilken betydning mener du, forsiden har for din bog?

Da jeg i sommer var 50 sider fra at have et færdigt første udkast af bogen, sad jeg en dag og ledte efter forsideinspiration på Pinterest. Jeg faldt over fotografiet af kvinden med kniven og lagde titel og navn ovenpå billedet i rød/hvide farver. Til mit første møde på forlaget, nogle måneder senere, viste jeg det til redaktionschef Sune de Souza Schmidt-Madsen og de andre redaktører på den skønlitterære afdeling, og de var alle vildt begejstrede. Så vi bad en grafiker om at lave en professionel version af min kladde, og jeg er utrolig glad for resultatet.

Hvor præcise og nøjagtige skal de steder være, du beskriver?

Enten skal det være så præcist som muligt, eller også skal det være så opdigtet som muligt. F.eks. beskriver jeg i bogen en bodega i Herlev, som ikke findes. Det er ren fantasi. Men den stripklub, hovedpersonen besøger på Kongens Nytorv, findes, og der har jeg gjort mig umage for at beskrive den præcis, som den er.

Hvorfor anvender du fiktive avisnavne i ”Ligblomsten”?

Det er lidt samme forklaring. Jeg synes ikke, det giver mening at skrive om Berlingskes ”chefredaktør Mikkelsen”, når alle ved, at det er Tom Jensen, der har dén tjans. Og jeg tror ikke, Tom Jensen ville blive glad, hvis jeg begyndte at digte historier om ham. 😉 Så hellere kreere et fiktivt univers, hvor jeg ikke skal tage højde for, om det pågældende dagblad nu også har en Læsernes Redaktør ansat, og om der er sprossevinduer i bygningen eller ej.

Flere danske krimiforfattere ser stort på om beskrivelserne af det politimæssige i deres krimier er i orden. Fx skriver de stadig om kriminalpolitiet, som jo eksisterer længere. Hvordan ser du på det, og er det noget, du researcher på?

Jeg synes, at man skal gøre sig umage for at beskrive virkelige steder og processer så korrekt som muligt, og så kan man fyre den af med kreativiteten i de passager, der er ren fiktion. Så det har været mig magtpåliggende, at det efterforskningsmæssige arbejde og de retsmedicinske detaljer blev så korrekte som muligt. Jeg kender nogle skønne og begavede mennesker, der arbejder inden for de to områder, som har været ualmindelig imødekommende og hjælpesomme. De har været en helt uundværlig del af arbejdet med bogen.

”Ligblomsten” udkommer den 1. april. Hvad har du gjort for at promovere bogen?

Jeg har slået gevaldigt på tromme for den på de sociale medier. Og så har forlaget sendt en fin promo-udgave af bogen ud til krimibloggere, som også er læst og skrevet pænt om den. Men den store PR-tsumani ruller først nu; i de kommende uger op til udgivelsen og i tiden lige efter. Det bliver spændende at se, hvordan bogen bliver taget imod af læserne, når vi når så vidt.

De første blogger-anmeldere har været begejstrede for ”Ligblomsten” Har du selv et bud på hvorfor?

Det er svært at gisne om, men jeg håber, det er, fordi de kan lide plottet og synes godt om karaktererne. Jeg synes selv bedst om slagsfærdige typer med pondus, holdninger og selvtillid og er ikke så vild med den klassiske, danske antihelt, der ofte er lidt stakkels og ynkelig. Måske er jeg ikke den eneste, der har det sådan.

Har du allerede gjort dig nogle tanker om den svære 2’er? Skal ”Ligblomsten” være nr. 2 i en serie med Heloise Kaldan som hovedperson?

Jeg er allerede i gang med en 2’er, ja, og journalist Heloise Kaldan og politiassistent Erik Schäfer er atter med. Lige nu er jeg på ’marineringsstadiet’: Jeg plotter i tankerne og skriver idéer og stikord ned. Når Ligblomsten er skudt ud over rampen i april, går jeg rigtigt i gang.

Er du selv krimilæser, og hvad kan du godt lide at læse inden for denne genre?

Jeg er i dén grad krimilæser, men har faktisk udelukkende læst amerikanske og britiske krimi- og spændingsforfattere: Michael Connelly, Harlan Coben, Gillian Flynn, Ian Rankin, Patricia Cornwell og John Grisham er nogle af favoritter.

Hvilken litteratur interesserer dig ellers?

Primært historiebøger. Jeg er ikke den store romanlæser, må jeg erkende. Jeg er til spænding og facts!

Jeg kan ikke lade være med at spørge dig. Hvorfor er det ikke en Hancock øl, som Heloise serverer for efterforskeren Erik Schäfer?

Det er morsomt, at du spørger. Det har jeg slet ikke overvejet!? Måske fordi jeg ikke har nogen relation til øl-familien, desværre, men blot har giftet mig til efternavnet, der klinger lidt mere eksotisk end mit oprindelige Jensen.

www.findalskrimiside.dk

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments