Jeg kan se dig af Mari Jungstedt

Forlaget skriver: “Jeg kan se dig” er 15. bog i Mari Jungstedts Gotland-krimiserie om et mystisk drab på tre studerende på en afsides ø på Gotland.
Turistsæsonen er overstået på Gotland, og stilheden sænker sig langsomt i det smukke septembervejr. På den isolerede Lilla Karlsö forventer Frida Vallskog sammen med sin kæreste og studievenner fra jura at tilbringe en skøn weekend inden deres semester begynder. Men efter et kort hvil i armene på sin kæreste vågner Frida op til et mareridt. Hendes kæreste og de to andre venner er slået ihjel. Det bliver op til politikommissær Anders Knutas at opklare den chokerende sag med forbindelse til fortidens hemmeligheder og en skræmmende besættelse.

Mari Jungstedt er en af Skandinaviens allerbedste krimiforfattere, og leverer endnu engang eminent spænding i “Jeg kan se dig”.

Anmeldelse: Jeg kan se dig er bog nummer 15 i Mari Jungstedts Gotland serie. Igen drager vi til Gotland, hvor Anders Knutas står i spidsen for efterforskningen af mordet på tre unge mennesker. Det er rart at være tilbage på Gotland og hos de personer man kender, det er lidt som at komme til en stor familiesammenkomst med folk, man ikke har set længe og som man har savnet, så det er trygt og godt. Lidt for godt fristes man til at sige, for det er som om, at personerne i historien slet ikke har rykket sig og bare står i stampe. Jeg synes som bogen skrider frem, så bliver de mere og mere kedelige at følge og bliver derfor for mig som læser bare en skygge af sig selv, som ikke bliver særlige interessante at læse om. Plottet kan jeg derimod godt lide, det minder om de gode gamle krimigåder og det gør bogen værd at læse. Bogen er skrevet i et let og forståligt sprog som gør, at man ret hurtigt er igennem den, men desværre også at man lige så hurtigt glemmer den igen. Ikke en af Mari Jungstedts bedste krimier desværre men en okay bog at have med på stranden eller en tur i sommerhus.

To krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?