Jeg ser dig af Clare Mackintosh

Denne bog er anmeldt af både Lone Maj Knudsen, Tine Færch og Jan Findal. Læs alle anmeldelser herunder:

Lones anmeldelse:

Handling:
På vej hjem fra arbejde sidder Zoe Walker og bladrer i en avis, da hun falder over et billede af sig selv i en personlig annonce. Der er ingen forklaring; blot et uskarpt billede, en hjemmeside og et telefonnummer. Zoe er fast besluttet på at finde ud af hvorfor, men da hun viser annoncen for sin familie er de overbeviste om, at det bare er en kvinde der ligner Zoe. Er det en fejl? Eller er der faktisk nogen som holder øje med hendes mindste bevægelse?

Hver dag ser hun en lignende annonce i avisen, hver dag med et billede af en ny kvinde. Kan det virkelig være et tilfælde?

Da én af kvinderne bliver fundet død, kan Zoe ikke længere lade sagen ligge. Måske er hun selv i livsfare?

Anmeldelse:
Da jeg gik i gang med at læse Jeg ser dig, var jeg meget spændt. Clare Mackintosh’ første thriller Jeg lader dig gå, var jeg vild med – den havde alt hvad jeg kunne ønske mig af uhygge på det psykologiske plan.

Jeg kan rigtig godt lide krimi/spændingsbøger hvor uhyggen nærmest driver ned af siderne – uden omtale af blod. Altså den slags bøger som netop Clare Mackintosh’, som egentlig alene ved brug af psykologiske virkemidler og ens egen fantasi får det til at løbe dig koldt ned af ryggen.

Det synes jeg, Clare Mackintosh er en sand mester i.

Clare Mackintosh er også rigtig god til sine personskildringer, og skildringerne af hele miljøet som hendes bøger foregår i. Det er som at være der selv.

Jeg ser dig er en af den slags bøger, hvor du bare lige skal læse lidt mere. Det er egentlig ikke fordi at der sker det store i den første del, ud over at du kommer tæt ind på livet af Zoe og de mennesker hun er i berøring med. Det giver dig til gengæld en følelse af, at du kender dem når du når til det mere spændingsmættede del af thrilleren. Efter min mening er det sådan en thriller skal skrives. Man bliver ligesom lullet lidt i søvn, for så at vågne bradt op med hjertebanken.

Da du får “forbryderne” serveret til slut bliver du alligevel overrasket over deres manglende empati, hævnfølelse og griskhed.

Inden for genren Domestic Noir er Clare Mackintosh bare “toppen af poppen”, det gøres bare ikke bedre.

Så hvis du er til en thriller som giver hjertebanken, og en kold rislen ned af ryggen – så synes jeg bestemt du skal give dig i kast med Clare Mackintosh’ forfatterskab.

Fem krimihjerter

Du kan læse flere anmeldelser på min blog http://www.krimihjerte.dk

Tines anmeldelse:

Jeg synes det er lidt problematisk, det med at have læst en bog af en forfatter, været vildt begejstret for den og så gå og vente på næste bog, imens man håber den kan leve op til den første. Det er lidt unfair, for den næste bog er sin egen og bør vurderes som sig selv og ikke sammenlignet med en anden. Alligevel kunne jeg ikke lade være med netop dét, da jeg læste Jeg ser dig.

Vi følger Zoe Walker og hendes tanker. Vi er med hende da hun opdager en annonce i avisen med et billede af sig selv. Annoncen indeholder et link til en webside og et nummer, men intet andet. Dog er den placeret blandt sexannoncerne. Zoe bliver selvfølgelig bange, men snart opdager hun at andre kvinder er udstillet på samme måde. Da hun opdager at en af kvinderne er blevet slået ihjel, begynder hun for alvor at frygte for sit liv.

Samtidig følger vi den stædige og meget selvstændige betjent Kelly Swift. Hun bliver tilfældigt rodet ind i sagen og sætter sig for at blive en del af den, selvom den ikke ligger i hendes afdeling. Kelly spiller ikke helt efter reglerne og har derudover en historie i bagagen, som gør hende ekstra opsat på at opklare sagen.

Og levede bogen så op til den første bog af samme forfatter? Nej ikke rigtigt. Jeg lader dig gå, er en forrygende god bog, med et ret vildt og uventet plottwist. Imens jeg læste denne bog, sad jeg hele tiden og ventede på det uventede – på den store overraskelse. Den kom bare ikke helt. I hvert fald ikke før vi nærmede os slutningen. Jeg vil sige, at bogen fangede mig og spandt mig ind i sit net af mistanker til både den ene og den anden. Den der følelse af, ikke at kunne stole på nogen, end ikke jeg-fortælleren selv, sad dybt og altoverskyggende og gjorde, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg MÅTTE bare vide, hvordan det hele hang sammen. Desværre blev det lidt langtrukket tilsidst, da det gik op for mig, at der ikke ville ske en drejning, som ændrede alt. Der kommer en overraskelse, men desværre så sent, at den ikke har den helt rette effekt. Jeg synes dog stadig det var en god læseoplevelse og har man læst og sat pris på Jeg lader dig gå, så vil man sandsynligvis også synes om denne.

De to bøger er ikke en serie og kan læses uafhængigt af hinanden.

Tre krimihjerter

Tine – Team Krimifan og Frk. Tines krimitanker

JAN FINDALS ANMELDELSE

Jeg var meget begejstret for Clare Mackintosh’s “Jeg lader dig gå”, så mine forventninger til “Jeg ser dig” var meget store.

Det er bestemt en spændende og velskrevet krimi med en meget opfindsom krimiintrige, hvor stalking og drab er omdrejningspunktet, men jeg synes dog ikke, at “Jeg ser dig” lever helt op til min forventninger.

Den er ikke så intenst spændende. Uhyggen og mystikken, som var i “Jeg lader dig gå”, er lidt i baggrunden i forhold til tekniske beskrivelser af overvågningskameraers funktion og snak om i hvilken politienhed efterforskningen af de forbrydelser, der finder sted, hører hjemme.

Personerne et fint beskrevet. Mest kendskab får man til den stalkede Zoe Walker og politikvinden Kelly Swift.

Beskrivelserne af, hvordan Zoe agerer både på frygten ved at være stalket, og hvordan hun håndterer sit privatliv, er meget fine.

Den meget ambitiøse politikvinde Kelly er også glimrende skildret. Man får et indtryk af en kvinde, der i den grad har noget at byde ind med, når hun er med i en efterforskning. Hun er heller ikke bange for at gå lige til stregen for at opnå resultater.

Skildringerne af personerne er i det hele taget er gjort med fin psykologisk indsigt og realisme.

Man kan også sagtens forstille sig de steder, hvor handlingen foregår.

Opklaringen af krimiintrigen er yderst overraskende. Bedst som man har fået en fin og fuldstændig forklaring på sammenhængen i det drama, der har udspillet sig, tilføjer Clare Mackintosh en epilog, som siger “spar to” til det hele.

Jeg er bestemt ikke skuffet over Clare Mackintosh’s “svære to’er”, men jeg ser frem til, at det intense, dystre og nervepirrende fylder mere i den næste krimi fra hendes hånd.

Aronsen 2017 – 425 sider

fire krimihjerter

www.findalskrimiside.dk

Har du læst den? Hvad synes du?