Jørn Lier Horst og Thomas Enger: Slagside

Nyhedsbloggen Emma Ramm og efterforskningschef Alexander Blix bliver bragt langt ud over deres grænser i dette bind 3 i serien med dem. Det er en dramatisk historie. Og det bliver livsfarligt for flere af personerne. Læs serien fra begyndelsen og selvfølgelig også denne foreløbigt bedste i serien.

Fra bogens bagside:
Politiefterforsker Sofia Kovic har fundet en sammenhæng mellem flere drab og dødsfald i Oslo fra det sidste års tid. Hun forsøger at få fat i sin chef, Alexander Blix. Men før han når at ringe tilbage, er Kovic blevet skudt og dræbt i sit eget hjem, som hun deler med Blix’ datter, Iselin, der med nød og næppe undgår at blive drabsmandens næste offer.

Fire dage senere sidder Blix og nyhedsbloggeren Emma Ramm i hver deres afhøringslokale. Blix har dræbt en mistænkt, og Ramm så det ske. Iselin svæver mellem liv og død. Og ikke engang Blix er sikker på, han har skudt den rigtige mand.

“Slagside” er tredje bog i serien om Emma Ramm og Alexander Blix – og historien om, hvordan en morder bliver til.

Min anmeldelse:
Efter at have læst og anmeldt de første 2 bøger i serien – Nulpunkt – //blog.drustrup.dk/#post190 og Røgslør – https://blog.drustrup.dk/?p=510 – havde jeg høje forventninger til dette nye bind i serien af disse to samarbejdende, norske krimiforfattere. Det var også denne gang en god historie – velfortalt og spændende. Jeg mener endda, at det er seriens foreløbigt bedste bind.

Dybe traumer, almægtighed, en serie uopklarede dødsfald og mord, bortførelser, og grundigt politiarbejde er nogle af ingredienserne i denne politiroman. Det er en dramatisk historie, der bringer personerne langt ud over alle grænserne, og hvor det bliver livsfarligt for deltagerne. Det hele beskrives i fortættet stil og med indsigt og logik i karakterernes bevæggrunde helt frem mod slutningen, som jeg selvfølgelig ikke vil fortælle noget om, ligesom jeg heller ikke vil give nogle detaljer om handlingen. Det vil ødelægge læsningen, og er nogle til krimier, så SKAL I læse den.

Bogen får 1 point mere, end jeg gav de de to første, så det bliver til 9 skydeskivepoint på min egen blogs skydeskive og 5 krimihjerter her: Fem krimihjerter

Jørn Lier Horst og Thomas Enger
Slagside
(En Ellen Ramm og Alexander Blix-krimi; 3)
Modtryk, 2021
309 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PER DRUSTRUP LARSEN – DRUSTRUPS BOGBLOG

Har du læst den? Hvad synes du?