Denne bog er anmeldt af både Per Drustrup Larsen, Jan Findal og Anna-Luisa Alonso

En sag om mordet på to søstres mor for mange år siden, får stor betydning for en nutidig sag om et skoleskyderi i en lille amerikansk by. Bogen er efter min mening en af Karin Slaughters bedste.

Fra bogens bagside:
For otteogtyve år siden blev søstrene Charlotte og Samantha Quinns lykkelige lillebyliv slået i småstykker ved et grusomt angreb på deres barndomshjem. Moderen blev skudt, og hendes død efterlod deres far, Pikevilles berygtede forsvarsadvokat, sønderknust. Den lille familie blev knust og ødelagt for altid, fortæret af minderne og hemmelighederne fra den frygtelige nat.

Otteogtyve år senere er Charlie – som den gode datter, hun er – fulgt i sin fars fodspor og selv blevet advokat. Men da volden vender tilbage til Pikeville og chokerer og traumatiserer hele byen, befinder Charlie sig pludselig i sit værste mareridt. Ikke blot er hun et af de første vidner på gerningsstedet, men sagen kan ikke undgå at få alle de forfærdelige minder, hun har brugt alle de mellemliggende år på at fortrænge, til at vende tilbage med fornyet styrke. Den chokerende sandhed om forbrydelsen, der ødelagde hendes familie for næsten tredive år siden, vil ikke forblive begravet for altid.

Min anmeldelse:
Hvem af de to søstre er titlens “Den gode datter”, når historien ender, og bogen er slut? Det er spørgsmålet i denne psykologiske spændingsroman/krimi – og måske får vi svaret. Find selv ud af det ved at læse bogen, for den er det absolut værd – og lad dig ikke forskrække af de mange sider, flere sidehandlinger og de mange detaljerede beskrivelser af, hvem der gør hvad og hvordan.

Bogen er i Karin Slaughters forfatterskab både enkeltstående i forhold til de fleste af hendes bøger og enestående spændende. Den er efter min mening en af forfatterens bedste bøger, selv om jeg rigtigt godt kan lide hendes serier og personerne heri.

Baggrunden for bogen er drabet for mange år siden på de to søstres mor, og de traumer det påførte pigerne, samt den efterfølgende retssag, hvor faderen var involveret i retssagen. Katalysatoren for historien er et nutidigt skoleskyderi, hvor en 18-årige pige, Kelly, skyder inspektøren og en elev. Også her tager familiens far det umulige hverv som forsvarer for den 18-årige, og det giver igen problemer i den lille by, der på forhånd har dømt Kelly.

Begge døtrene/søstrene er også blevet jurister, og de involveres på forskellige måder i sagen, der udvikler sig dramatisk med store omkostninger for søstrene og som meget afslørende i forhold til de mange lokale interesser og konflikter. Netop den amerikanske lillebys sociale strukturer er en af bogens interessante handlingsspor. Dem er der flere af, og for mig virker konstruktionen med de mange spor sammenhængende og interessant. Vel er bogen lang, men det gør efter min mening ikke noget, når historien er god. Og om bogen lige så meget er en psykologisk spændingsroman, som den er en krimi, er ikke slet afgørende.

PS:
Vil du have et overblik over Karin Slaughters krimiserier (og 333 andre krimiserier) så check lige oversigten “Mord i serier – Seriemord”. Listen er lavet af Hjørring Bibliotekerne og kan findes på flere biblioteker i hele landet. Den er ajourført pr. marts 2017, og der kommer en ny liste inden Krimimessen 2018. Find den aktuelle liste HER.

Bogen får 9 skydeskivepoint af mig på min egen blog Drustrups Bogblog – og 5 krimihjerter her: Fem krimihjerter

Karin Slaughter
Den gode datter
HarperCollinsNordic, 2017

500 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Per Drustrup Larsen – Drustrups Bogblog

JAN FINDALS ANMELDELSE:

Karin Slaughter er en fantastisk forfatter. Jeg har læst langt de fleste af hendes bøger, som er udgivet i Danmark.

”Den gode datter” indeholder flere historier i hovedhandlingen.

Forskellige former for familieliv spiller en stor rolle herunder især forholdet mellem de to hovedpersoner, søstrene Charlotte og Samantha.

Man får et godt indblik i både det amerikanske retsvæsen og i forskellige miljøer i en mindre by i Georgia, USA.

Handlingen skifter meget mellem fortid og nutid, ligesom også fortællersynsvinklen skifter mellem de to søstre. Søstrene er beskrevet virkelig godt, men også de øvrige personer er fint karakteriseret.

Nu er det jo Karin Slaughter, der er forfatteren, så selvfølgelig spiller krimiintrigen også en stor rolle, og her gemmer der sig en overraskelse til sidst.

Ingen tvivl om Karin Slaughter også denne gang har skrevet en bog, som mange vil synes om. For mit eget vedkommende gælder det, at jeg foretrækker de af Karin Slaughters krimier, som har efterforskeren Will Trent og retsmedicineren Sara Linton som hovedpersoner.

Jeg synes, at ”Den gode datter” ind imellem føltes lidt lang, og jeg var ikke så intenst optaget af handlingen, som jeg plejer at være, når jeg læser Karin Slaughter.

Tre krimihjerterHarper CollinsNordic 2016 – 500 sider

Findals krimiside

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

 

Anna-Luisas anmeldelse;

Indrømmet, jeg er ikke den store Karin Slaughter pige – nok mest fordi jeg ikke er nået til hende endnu, men i hvert fald har jeg ikke det store kendskab, og derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle forvente.

Jeg synes, at bogen starter rigtigt godt. Jeg bliver optaget af historien, føler med pigerne, og bliver revet med.

MEN – og det er et stort men. Den bliver simpelthen for langtrukken for mig – anden gang jeg hørte Charlottes historie, tænkte jeg først. “Jamen det har jeg da læst” – og tredje gang blev jeg bare træt. Jeg ved at det er for at få historien med fra flere synsvinkler, men et eller andet sted bliver det for mit vedkommende bare for meget – og jeg tænker at det kunne man have skrevet på en bedre måde, hvor jeg ikke på samme måde kører sur i bogen.

det er en god, og faktisk ret dyb fortælling – og havde der ikke været valgt den fortællemåde som bruges hvor samme måde fortælles i flere variationer igennem bogen, havde jeg nok været ret vil med denne historie.

Jeg lander dog kun på 3 krimihjerter – dog godt på vej mod det 4., men jeg synes desværre ikke at Karin Slaughter med denne kommer helt i mål.

Tre krimihjerter @annaluisasverden IG

Har du læst den? Hvad synes du?