En spændende bog med lokalkolorit fra Aalborg og omegn tilsat en historie med klassiske krimielementer, ekstremisme, international terror og en hovedperson med psykiske problemer. Del 2 i serien om politiefterforskeren Torsten Lange.
Fra bogens bagside:
Efterforskningsleder Torsten Lange er sygemeldt og behandles med elektrochok.
Midt i serien af behandlinger mistænkes han for drabet på sin ekskone – journalisten Lena Lange.
Torsten rejser tilbage til fødebyen Aalborg, og modvilligt må han selv undersøge sagen, selv om hukommelsen er svækket, og de psykiske problemer ulmer lige under overfladen.
Undervejs i efterforskningen tyder det på, at der er visse sammenfald mellem sagens implicerede og en terrorefterforskning ledet af Rasmus Theil fra PET.
Torsten må træffe svære valg, der kan få konsekvenser for ikke blot hans eget liv, men også det politiske klima i Danmark.
Min anmeldelse:
Jeg har ikke læst første bog – “Deroute” (som foregår i Århus) – i serien om Torsten Lange, der ligesom denne er inspireret af forfatterens mangeårige arbejde i forskellige dele af psykiatrien – senest i Aalborg.
Efter en henvendelse fra forfatteren med forespørgsel om jeg ikke var interesseret i at læse og anmelde bogen, sagde jeg ja tak til tilbuddet. Det gør jeg ikke ret tit, fordi stakkene med ulæste bøger ser ud til at vokse konstant, men i dette tilfælde blev jeg nysgerrig pga. hovedpersonens særlige baggrunden, og pga. at bogen foregår i Aalborg, som jeg kender ret godt.
Bogen viste sig at være spændende med lokalkolorit tilsat en historie med klassiske krimielementer, ekstremisme, international terror og en hovedperson med psykiske problemer.
Kender man som læser lidt til Aalborg og omegn, er den del af bogen mere interessant og underholdende, end den vil være for andre uden et lokalkendskab. Men uanset hvad virker det for alle læsere godt og bidrager til autenciteten.
Til de klassiske elementer hører mistanken mod Torsten Lange i forbindelse med mordet på hans ekskone. Hertil hører også de sædvanlige stridigheder mellem politifolk og afdelinger.
Torsten Langes psykiske problemer giver forfatteren mulighed for at fortælle fra sit faglige arbejdsliv, og det er en interessant del af historien, og det påvirker selvfølgelig hovedpersonens udfoldelser. I bogens sidste del viger denne del af historien dog til fordel for mere actiondramatik.
PET – Politiets Efterretningstjeneste indgår også i handlingen i form af efterforskning af en potentiel terrortrussel fra eventuelle/mulige lokale ekstremister.
Tilsammen bliver handlingens elementer lidt for meget, for jeg er sikker på, der fint kunne komme en strammere og mere interessant og dyb historie med mindre fokus på terrordelen, som forstyrrede min læsning og virkede noget unødvendig.
Trods alt en både spændende og interessant krimi, jeg gerne giver 7 skydeskivepoint på min egen blog og 4 krimihjerter her:
Kent Langkjær
Elektrochok
forfatterskabet.dk, 2020
354 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Per Drustrup Larsen – DRUSTRUPS BOGBLOG