Baseret på forfatterens egne oplevelser er her bind 6 i den dramatiske og spændende historie om Frank Grabowski og de specielle vilkår, han arbejder under som virksomhedsleder i Nigeria.
Fra forlagets beskrivelse:
Med base i Lagos, Nigeria har Frank Grabowski i sin kapacitet af formandens højre hånd spillet en vigtig rolle i ledelsen af Adeyemi-gruppens firmaer. På sit dødsleje beder Chief Adeyemi ham imidlertid påtage sig ansvaret som direktør for gruppens største selskab, cementfabrikken Adecem.
På et tidspunkt, hvor der er bump på vejen i Franks personlige liv, bliver det nye job en enorm udfordring for ham, og det kompliceres yderligere af, at der internt i firmaet er en betydelig utilfredshed med hans ankomst. Samtidig betyder dramatiske hændelser i en af hans tidligere modstanderes liv, at han får endnu en fjende på halsen, alt imens samarbejdet med hans nærmeste medarbejder viser sig at tage en uventet drejning, som fjerner Franks fokus fra de virkelige trusler.
De tre parallelle forløb nærmer sig langsomt, men sikkert hinanden, og når de mødes, synes det uundgåeligt, at det vil udløse det ultimative opgør, hvor Frank befinder sig i orkanens øje.
Min anmeldelse:
Bogen er del 6 i serien om Frank Grabowskis udfordringer i Afrika, og jeg har tidligere anmeldt bind 5 “Bruddet” her – https://blog.drustrup.dk/?p=1053. Her er der også link til forfatterens hjemmeside https://accessafrica.dk, hvor det ses, at han har en lang erfaring fra arbejde i forskellige afrikanske lande, så bogens baggrund er der god research bag.
I min anmeldelse af bind 5 skrev jeg bl.a. “Vi snakkede sammen på Krimimessen 2022, og hans melding var, at der helt afgjort var et niveau af realisme i hans bøger mht. korruption på flere niveauer, for det havde han oplevet på endda chokerende direkte niveau. Men han understregede også, at han selvfølgelig har strammet dramatikken og volden en del, men også at det kræver en del både fleksibilitet og kynisme at være erhvervsmand i især Nigeria.”
Konflikterne, som seriens hovedperson, Frank Grabowski, er dybt involveret i, fortsætter i denne bog og skærpes endda i forhold til bind 5. Der tilføjes dog ikke noget særligt nyt til grundhistorien og vilkårene for at drive virksomhed i Nigeria. Men det er voldsomt spændende og dramatisk, så jeg blev godt underholdt, selv om det er “mere af det samme”.
Det bliver til 7 skydeskivepoint på egen blog og 4 krimihjerter her:
Kim Højgaard Rasmussen
Aftalen
KHR-Books, 2022
356 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PER DRUSTRUP LARSEN – DRUSTRUPS BOGBLOG