Kristina Ohlsson: Mios Blues

Mios Blues er anden og sidste del af en serie og starter præcist der, hvor første del, Lotus Blues, slutter. Lotus Blues er suveræn, men Mios Blues er endnu bedre!

Mios Blues starter ud med et resumé af Lotus Blues, så hvis du ikke har læst første del, kan du sådan set godt starte her. Jeg vil dog klart anbefale at starte med nummer 1. Det positive er så, at du ikke behøver gå i månedsvis og vente på afslutningen, selvom den virkelig er værd at vente på.

Hovedperson og fortæller, Martin Benner, er stadig rodet ind i en forfærdelig suppedas af mord og bortførelser. Mordene er Martin anklaget for og han forsøger desperat at bevise sin uskyld. Det ser dog sortere og sortere ud og det er svært for Martin at stole på nogen som helst. Yderligere, ser det ud som om, at samtlige personer han er i kontakt med, falder som fluer –  alle spor peger mod Martin. Hans vigtigste mission er, at finde den forsvundne dreng Mio. Gør han ikke det, bliver hans adoptivdatter Belle og hans ekskæreste Lucy (som dog mere og mere virker til at være en kæreste igen), slået ihjel.

Martin er den stædige type. Han nægter at give op og er efterhånden så panisk angst, at han slet ikke tør overveje at opgive. Så han kører på og desperationen er beskrevet så fint, at jeg næsten selv blev helt forstyrret i kroppen imens jeg læste. På trods af både angst og desperation, er han stadig lige flabet og provokerende. Hans selvfede side, har dog lidt et seriøst knæk og følelserne præger ham i høj grad.

Det her er en af de bedste bøger jeg har læst i lang tid. Den er så gennemført suverænt skrevet og jeg elskede hvert sekund jeg kunne få lov at læse i den. Som i den forrige bog, er denne også fortalt i jeg-form af Martin selv. Hans tanker er totalt humoristiske og hans personlighed er beskrevet så godt, at jeg synes jeg kom til at kende ham og synes det er nærmest trist, at jeg ikke længere skal følge ham. Fed bog med et konstant højt tempo og et spændingsniveau der også holder hele vejen. Jeg havde svært ved at lægge den fra mig og den stjal da også min nattesøvn. En ting var, at jeg ikke havde lyst til at stoppe med at læse, men når jeg så alligevel fik den lukket, så forfulgte den mig i tankerne. Bogen er skrevet, så den lod mig som læser gætte med hele vejen. Alligevel var plottet ikke et jeg overhovedet var i nærheden af, at regne ud.

Jeg kan simpelthen ikke anbefale de her bøger nok. 5 giga krimihjerter til Mios Blues..

Fem krimihjerter

Læs også Jans anmeldelse HER

Tine – Team Krimifan og Frk. Tines krimitanker

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments