”Krokodillevogteren” af Katrine Engberg

Denne bog er indtil videre anmeldt af både Jan Findal og Anne Marie Jensen. Se anmeldelserne herunder:

Lindhardt og Ringhof 2016 – 366 sider

Forlagets beskrivelse

Spændende dansk krimi med et kompliceret og snedigt udtænkt plot.

En tidlig morgen i en ejendom i indre København bevæger folkepensionist Gregers Hermansen sig forsigtigt ned ad trapperne med sin skraldepose. Hos underboen står en dør på klem, og uheldigvis falder Gregers ind i lejligheden, da han vil støtte sig til karmen. Da han kommer til sig selv, opdager han, at han ligger oven på liget af en ung kvinde. Det bliver en sag for kriminalbetjent Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner.

Katrine Engberg debuterer som krimiforfatter med “Krokodillevogteren”.

Anmeldelse

Da jeg læste forlagets beskrivelse bag, tænkte jeg: ”Åh nej”. Hovedpersonen, efterforskeren Jeppe Kørner omtales som kriminalbetjent, en titel som ikke længere bruges. Skulle jeg nu til at læse om kriminalpolitiet også og græmme mig over, at den debuterende kvindelige forfatter ikke havde sat sig ordentlig ind i, hvordan dansk politi er organiseret i dag, og hvad der gøres i forbindelse med en efterforskning? Men Katrine Engberg har heldigvis sat sig godt og grundigt ind i sagerne, så hun betegner Jeppe Kørner korrekt som PA og ikke som kriminalbetjent. Sjældent har jeg læst en krimi, hvor forfatteren på så god vis beskriver, hvad der sker hos politiet, når forbrydelser skal opklares. Her er tale om en virkelig god politiroman.

Krimiintrigen i bogen er ikke sådan lige at gennemskue, men den er meget dramatisk med en ung pige, der bliver myrdet og tilføjet nogle mystiske snit og et andet offer, der findes et yderst spektakulært sted på en kendt adresse i København.

Også selve afslutningen er fuld af drama. Man gætter jo altid på, hvem der er morderen, og måske gætter man rigtigt, men hvad motivet er i denne krimi, vil nok de færreste kunne regne ud. PA Jeppe Kørner kommer med en grundig udredning til sidst i bogen, så læseren ikke behøver at være i tvivl om, hvordan tingene hænger sammen.

”Krokodillevogteren” indeholder forskellige temaer som fx svigtede børn, hævn, barnløshed, magt og indflydelse.

Bogen er fuld af gode og forskelligartede miljøbeskrivelser.

Ligeledes er der fine personbeskrivelser. Man kommer godt ind under huden på de forskellige personer. Det gælder både hoved- og bipersoner. De forskellige personers ageren indbyrdes er særdeles glimrende beskrevet, og så konstaterer man igen-igen, at man her har at gøre med en mandlig hovedperson og efterforskningsleder, der har store problemer med sit liv – en type man ofte læser om.

Katrine Engberg er en spændende ny forfatter hvis kommende bøger, jeg glæder mig til at læse.

Fem krimihjerter

 

Se også min egen hjemmeside :HER

Anne Maries anmeldelse: 

Efter en længere ufrivillig læsepause fik jeg endelig gang i en ny krimi – det vil sige at for mig er den ny, nemlig “Krokodillevogteren” af Katrine Engberg. Bogen udkom nemlig i februar og har derfor snart et år på bagen, men nøj hvor var det godt at læse noget godt, gedigent og spændende håndværk igen. Det var tiltrængt 🙂

“Krokodillevogteren” har med sin aparte titel allerede fanget mig – hvorfor mon den hedder det? Og hvilken fornøjelse da jeg opdagede forbindelsen mellem titel og plot. Katrines debut er langt fra en debut – for mig virker det som hun har været her altid. Netop som krimidronning Sara Blædel sagde på Nordic Noir på Skodsborg Kurhotel i sidste uge, hvor Sara interviewede Jakob Melander og Katrine Engberg. Sara roste – med rette – Katrines debut for det flotte plot og ikke mindst interessante persongalleri.

Vi følger opklaringen af det spektakulære mord på en ung kvinde, som bor i en tre-etagers ejendom i København. Ejendommen huser en pensionist, Gregers som i bogstaveligste forstand falder over den døde krop, to unge kvindelige studerende og ejendommens ejer, en pensioneret professor med hang til rødvin og gåture med sine to hunde – oh hvilken frydefuld samling af skønne personager.

Mordet skal jo opklares og her møder vi Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner. To meget forskellige personer, men med et godt samarbejde og et nærmest ægteskabeligt forhold til hinanden. Jeppe kæmper med nogle personlige problemer og denne sag gør det bestemt ikke nemmere at være ham. Opklaringen af mordet og de forskellige personers historier er spændende og jeg har hele tiden lyst til at læse videre. Så selv om andre har anmeldt denne bog må jeg simpelthen give mit besyv med. Og jeg må sige at de rosende ord fra de talrige anmeldelser er fuldt fortjent. Jeg var opslugt fra start til slut og jeg ser virkelig frem til at læse nummer to fra Katrines hånd. Jeg giver “Krokodillevogteren” fem hjerter – for det er en virkelig god debut og en god debut skal præmieres.

Rigtig god læselyst.  

Har du læst den? Hvad synes du?