“Lad mig dø” af Clare Mackintosh

En ung kvinde har mistet begge forældre – angiveligt ved selvmord. Men er det måske mord? Bliv underholdt af denne bog med mange overraskelser.

Fra bogens bagside:
For et år siden valgte Caroline Johnson brutalt at tage sit eget liv: et chokerende selvmord, der var planlagt til at matche hendes mands blot få måneder tidligere.

Deres datter Anna har kæmpet med at acceptere deres død lige siden. Nu, hvor hun har fået en baby, savner Anna sin mor endnu mere og begynder at sætte spørgsmålstegn ved sine forældres død. Men ved at rode i fortiden bringer hun sig selv i fare. Nogle gange er det mere sikkert at lade de døde være.

Politiet sagde, det var selvmord.
Anna siger, det var mord.
De tager fejl.

 

Min anmeldelse:
Efterhånden sker det ikke så sjældent, når jeg læser en krimi eller en spændingsbog, at jeg synes, jeg har læst noget lignende. Med et større antal bøger bag mig, kan plottenes baggrund og handlingens gang ofte minde om hinanden. Og alligevel bliver jeg ved med at læse bøger af den slags af interesse for genrerne, fordi de er spændende og underholdende eller andet.

Når der så dukker en bog op med en historie, der kan overraske i flere omgange, så er fornøjelsen større. Det var tilfældet med denne bog, som i hver af sine 3 dele giver det hele op til flere overraskende drejninger, og helt frem til og med slutningen ændrer det hele sig.

Med så mange overraskelser undervejs vil det ikke være fair at fortælle ret meget mere af handlingen, end bagsiden fortæller.

Jeg var godt underholdt og blev meget overrasket flere gange. Det var svært at lægge bogen fra sig, og jeg læste den rimeligt hurtigt. Min umiddelbare reaktion var fornøjelse med spænding og regulær underholdning på nogle varme sommerdage i sommerhus.

Det var i de følgende dage, inden jeg skrev denne anmeldelse, at jeg fik tænkt mere over den, og så fik jeg nogle forbehold. Overordnet betragtet er der flere steder, hvor plottets overraskelser og den ledende politimands opklaring ikke virker sandsynlige eller overbevisende. Og det ærgrer mig, at overraskelserne virker lidt for konstruerede.

Jeg var dog underholdt godt, mens jeg læste bogen, og jeg er derfor så flink, at jeg giver den 8 point på min egen blog (ud af 10) og 4 krimihjerter her.

fire krimihjerter

Clare Mackintosh
Lad mig død
Aronsen, 2019

456 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Per Drustrup Larsen – Drustrups Bogblog 

 

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments