Leif GW Persson: Kan man dø to gange?

Denne bog er anmeldt af både Per Drustrup Larsen og Jan Findal

Forlaget skriver bl.a.:
Evert Bäckström er det svenske politis redning, manden der kan opklare en sag så let som at klø sig i nakken og uden at anstrenge sin overlegne intelligens – hvis man altså spørger ham selv. Og såmænd også, hvis man spørger hans tiårige nabo, Edvin. Derfor er det ikke så mærkeligt, at det er Bäckström, Edvin henvender sig til, da han på en spejdertur finder et nedgravet kranium. Fundet af kraniet sætter gang i en efterforskning, hvor store spørgsmål kommer på banen. Hvordan kan en kvinde dø og blive kremeret i Thailand, for derefter at dukke op som skelet på en ø i Mälaran? Som alle ved, kan man ikke dø to gange.
Leif GW Perssons lille, fede antihelt er med andre ord på banen igen, og som altid når Bäckström er involveret, er efterforskningsmetoderne både utraditionelle og besynderligt effektive.

Min anmeldelse:
Evert Bäckström optræder som biperson i flere af Perssons fantastiske krimier, som er kraftigt influeret af Perssons aktive indsats som kriminolog og efterforsker. Bäckström har altid været usympatisk, og han har længe været min yndlingshadekrimiromanfigur, og samtidig har han fascineret mig. Perssons krimier er samlet set for mig de absolut bedste svenske krimier, og det indtryk underbygger denne bog.

Da Evert Bäckström så fik sin egen serie i Perssons forfatterskab, blev hans fulde potentiale foldet ud. Denne nye bog er nummer 4 i serien med ham, og de første tre hedder: Linda – som i Lindamordet (1), Den der dræber dragen (2) og Den sande historie om Pinocchios næse (3).

Jeg mener, at det var, da bogen om Linda udkom, at jeg hørte Leif GW Persson fortælle om bogen og personen på Bok & Bibliotek i Göteborg, og på et spørgsmål om, hvorfor han havde lavet et så groft og negativt portræt af en politimand, svarede han noget i den retning: Jeg har undervist de fleste svenske politifolk, så jeg kender den politimand, som figuren er bygget over. Han har ude i den svenske virkelighed begået mange fejl og uhyrligheder, men har også opklaret forbrydelser. Hver gang begge dele har foregået, er han blevet sendt opad i systemet. Persson fortalte også, at den store forskel på romanfigurer og virkelighedens “Evert Bäckström” var, at han ikke havde turdet gøre romanfiguren så usympatisk og umulig som virkelighedens figur faktisk er. Det ville i romanform virke utroværdigt, sagde Persson!

Denne fortælling har ligget i baghovedet, hver gang jeg har læst om Bäckström, og det har givet min læsning en ekstra dimension. Således også denne gang, hvor han fortsætter på samme måde som tidligere med sexistiske og andre markante holdninger samt sin egen dagsorden, der altid handler om at slippe lettest muligt fra opgaverne og gerne med egen vinding for øje.

Denne gang er fundet af et lig af en svensk gift thailandsk kvinde, der år tidligere var konstateret død under tsunamien i Khao Lak i Thailand, baggrunden for sagen, og bogen bliver en god historie om politiarbejdet både dengang og nu. Man kan jo ikke dø to gange, så var den thailandske kvinde død i Thailand eller Sverige, og hvad varder egentlig sket?

Samtidig med beskrivelserne af efterforskningen får vi som læsere en god historie om de personlige relationer politifolkene indbyrdes og især om Bäckströms aktiviteter, hvor hans aktive supersalami stadig spiller en rolle. I denne bog er der dog denne gang mere fokus på løsningen af krimisagen end i tidligere bøger, og det er rigtigt godt!

Bogens fortællestil er som vanligt meget detaljeret med en del dialog samt grundige beskrivelser af tanker, stemninger og handlinger. Den stil passer rigtigt godt til historien, og Persson har rigtigt godt greb om den stil og om styring af plottet. Sagen løses selvfølgelig, og retfærdigheden sker fyldest, men hvordan det sker, må I selv læse.

Jeg kan ikke give bogen andet end de maksimale 10 skydeskivepoint på min egen blog – Drustrups Bogblog – og 5 krimihjerter Her

Fem krimihjerter

Leif GW Persson
Kan man dø to gange?
Modtryk, 2017

445 sider

Per Drustrup Larsen – Drustrups Bogblog

_________________________

Det, jeg først hæftede mig ved, da jeg læste “Kan man dø to gange?”, var, at bogens hovedperson, drabschefen Evert Bäckström er en på alle måder usædvanlig hovedperson. Han er en eminent efterforsker med en meget høj opklaringsprocent, men han er som oftest usympatisk, bedrevidende, mandschauvinistisk og meget andet negativt.

Alligevel er der også noget forsonende over ham. For eksempel er hans bedste ven en kun ti årig dreng, Edvin, som han gerne taler med og hygger om, når drengen besøger ham i hans lejlighed.

Jeg havde det yderst fint med at læse om, hvad Bäckström foretager sig af handlinger og kommer med af udtalelser, og jeg måtte jævnligt trække på smilebåndet på grund af det, han siger og gør.

Den meget bemærkelsesværdige sag, som Bäckström og hans team kommer til at arbejder med, tager sit udgangspunkt i fundet af et kranium, som Beckströms gode ven, Edvin, der er søspejder, finder på en lille ø i søen Mälaren.

I løbet af opklaringsarbejdet viser det sig, at sagen har forbindelse til den frygtelige tsunami, som fandt sted i Thailand i 2004. På meget grundig og troværdig vis beskrives efterforskningen.

Det er der i øvrigt ikke noget mærkeligt i, idet forfatteren Leif GW Person i mange år har været ansat i Rikspolisstyrelsen i Stockholm. Politiarbejdet er næsten for grundigt beskrevet. Det samme gælder nogle samtaler, nogle overvejelser og nogle situa­tions­beskrivelser.

Personskildringerne er virkelig gode. Det er mennesker, som mennesker er. Det gælder både politifolk og de øvrige personer i bogen.

Handlingen er på alle måder meget realistisk, og der er overhovedet ingen tendenser til action. Men spænding er der sandelig alligevel.

En vis form for opstramning kunne nok have været god efter min mening.

”Kan man dø to gange?” er en svensk kvalitetskrimi.

fire krimihjerter

Modtryk 2016 – 445 sider

Findals krimiside

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

 

 

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments