Leonardo Palmisano: Alting kommer igen – Gangsteren Mazzacanis første sag

Romanens verden reflekterer den virkelighed, vi finder i Syditalien. Bogens hovedperson, Mazzacani, er umådelig kompetent med hensyn til at udføre vold, men også meget intelligent og mest af alt loyal overfor sine venner, og han lever på kanten af samfundet i konflikt med såvel loven som andre kriminellle.

Forlagets beskrivelse:
Antinio De Guido, den øverste i Sacra Corona Unita, en mafiaorganisation i Apulien, den sydøstligste region i Italien, sidder på bagsædet i sin bil sammen med sit elskede barnebarn, 8-årige Maria, da bilen bliver standset, chaufføren skudt og Maria kidnappet. Øjensynlig har nogen til hensigt at udfordre førerskabet af organisationen.

De Guido er overbevist om, at kun én mand kan finde Maria. Det er Carlo Mazzacani, en gangster som udelukkende er interesseret i pengene og derfor har formået at styre uden om de mange rivaliserende organisationer i området. Mafiaens indtjening er baseret på prostitution, pengevask, afpresning og frem for alt narkotika. Marihuananen fra Albanien fragtes med skib til Syditalien, men nu ser de albanske organisationer deres forretning truet, da organisationer i Italien, med italienske politikeres medviden, agter at dyrke cannabis på italiensk jord, cannabis som skal afprøves på bådflygtninge, inden det frigives som smertelindrende medicin. Mazzacani får hjælp til at finde pigen af Kæmpen, et medlem af hans gamle bande.

Anmeldelse:
Syditalien, landet hvor citronerne blomstrer. Landet med de mange små hvide byer på bjergtoppene, og hvor navne som Ostuni, Is Arutas og Messina alle for de fleste mennesker udenfor Italien lyder eksotisk og meget lokkende. Virkeligheden er en ganske anden, og lige som stanken fra raffinaderierne i Taranto ligger tungt over landskabet ved Det Ioniske Hav, flyder der en stank under overfladen og på overfladen i det Syditalien, vi får beskrevet i ”Alting kommer igen” af Leonardo Palmisano.

Forfatteren har et indgående kendskab til den organiserede kriminalitet i de forskellige regioner i Syditalien, og han tegner et ganske anderledes billede af den organiserede kriminalitet end det, som blev fremstillet af Hollywood i ”The Godfather”.

Psykopatisk vold og koldblodig vold udført med henblik på at opnå gennemkalkulerede mål går hånd i hånd med lige så koldblodige økonomiske motiver og ambitioner om at opnå magt og position i samfundet.

På mange måder fremstilles samfundet i romanen som uforståelig og karakteriseret ved en nogenlunde genkendelig facade, som dækker over en virkelighed, i hvilken kun de mest egoistiske motiver styrer menneskene. Politikere, højtstående embedsmænd og politiet er gennemsyret af korruption, og forbryderne skyr ingen midler for at opnå deres mål. Denne verden minder på mange måder om den verden, vi har fået beskrevet i de traditionelle hårdkogte krimier.

Og vores hovedperson, Mazzacani, deler også mange træk med hovedpersonerne i disse krimier. Han er for det første umådelig kompetent med hensyn til at udføre vold, men også meget intelligent og mest af alt loyal overfor sine venner, og han lever på kanten af samfundet i konflikt med såvel loven som andre kriminelle. Hovedpersonen er nemlig kriminel og har en fortid som våbenhandler i den jugoslaviske borgerkrig, hvilket nok diskvalificerer ham som en hovedperson, man umiddelbart kan identificere sig med. Hans kamp mod loven og andre kriminelle er da heller ikke helt så eksistentiel som hovedpersonen i den traditionelle hårdkogte krimi, og han får vel de fleste læseres sympati alligevel.

Et andet meget interessant aspekt ved romanen er det forhold, at teksten har flere synsvinkler end Mazzacanis, og vi får lov til at opleve verden gennem et offer, en kidnappet ung pige. Dette geniale træk bidrager meget til det grusomme billede, romanen fremstiller af verden.

Romanens verden er fremstillet på en kompleks og uoverskuelig måde, som reflekterer den virkelighed, vi finder i Syditalien. Læseren får heldigvis hjælp til at forstå denne verden, da statsadvokat Teresa Buonamica som en anden Sherlock Holmes forklarer virkeligheden for sin assistent i slutningen af romanen.

Denne anmeldelse er skrevet af Henning Erhardsen. Han er tidligere gymnasielærer, har rejst en del i Italien og har læst mange bøger af alle slags om og fra Italien. Dertil kommer, at han har haft vinbutik med egen import af vin fra Syditalien og er meget glad for Italien samt maden og vinen derfra.

Henning har på min blog givet bogen 7 stjerner ud af 10 på sin egen skala, og det er omregnet til 4 krimihjerter her:
fire krimihjerter

Leonardo Palmisano
Alting kommer igen – gangsteren Mazzacanis første sag
Arvids, 2021
221 sider

PER DRUSTRUP  –  DRUSTRUPS BOGBLOG

Har du læst den? Hvad synes du?