Forlagets beskrivelse: En regnfuld dag i maj forsvinder otte år gamle Lykke uden for Kungliga Tennishallen i Stockholm. Ellen Tamm, en ung og ærgerrig tv-journalist, får til opgave at følge sagen. Sporene er få, og Ellen synes ikke politiet gør nok for at finde pigen. Man kommer heller ikke nogen vegne med Lykkes fraskilte forældre. De svarer undvigende på spørgsmålene fra politi og presse. Moren virker kold og ligeglad, faren opfører sig mistænkeligt, stedmoderen synes selvoptaget jaloux på opmærksomheden. Barnepigen er tilsyneladende den, der kender Lykke bedst.
Ellen bliver nærmest besat af at finde Lykke, sagen har vakt smertefulde minder fra hendes egen fortid, og Ellen er i færd med at miste kontrollen. Med Lykkesagen drages hun ind i en verden af familiehemmeligheder, løgn og bedrag, og hun tvinges til at konfrontere sine egne dæmoner.
Lykke er første bind i serien om tv-journalisten Ellen Tamm.

Anne Maries anmeldelse: Der findes en del svenske krimiforfattere og nu er der kommet en ny spiller på banen, nemlig Mikaela Bley. Det har været en virkelig god læseoplevelse, da jeg var fanget næsten fra start. Vi følger Ellen Tamm, tv-journalist i hendes arbejde arbejde med kriminalstof. Ellen går meget op i sit arbejde og har svært ved at adskille arbejde og privatliv, og det bliver ikke bedre, da 8-årige Lykke forsvinder. Det ripper op i Ellens fortid, og arbejdslivet bliver svært at håndtere, da også privatlivet brænder under hende.

Ellens historie fangede mig straks, dog føler jeg til tider hun er lidt ekstrem og det tæller lidt ned, men i det store hele er dette en rigtig god krimi med et godt plot. For krimiplottet hænger virkelig sammen og det er længe siden jeg har læst en krimi, hvor jeg IKKE har gættet morderen lang tid før det har været meningen. Spændingen bliver holdt lige til det sidste og jeg blev overrasket på den fede måde. Så jeg kan altså varmt anbefale “Lykke” og jeg ser frem til næste kapitel af Ellen Tamms historie.

fire krimihjerter

Forlag: People’sPress, udgivet 26. april 2018

Har du læst den? Hvad synes du?