”Mand uden ansigt” af Dennis Jürgensen

”Mand uden ansigt” er den første bog i serien om efterforskerne Lykke Teit & Rudi Lehmann.

Skolelæreren Lasse og hans elev, Villads går rundt på en revle ude i Vadehavet – Lasse for at kigge på fugle og Villads for selve oplevelsen ved at gå rundt der. De overraskes af en tæt tåge. Villads går og sonderer lidt for sig selv. Pludselig opdager han et nedgravet lig. Skolelæreren bliver slået ned, og Villads forsvinder. Politiet aner en forbindelse til en sag med en lille seksårig pige, der forsvandt for halvandet år siden.

Dette er begyndelsen til et virkeligt spændende, uhyggeligt og til tider grumt drama af dimensioner.

Man kommer rundt om mange nærværende og aktuelle temaer. Først og fremmest fokuseres der på pædofili. Det, der sker i den forbindelse, er på alle måder modbydeligt, men Dennis Jürgensen svælger ikke i det.

Andre temaer er forholdet mellem ægtefæller, psykiske problemer, tilflyttere til mindre byer, sladder m.v.

Personbeskrivelserne af de mange forskellige mennesketyper lige fra de kriminelle til politifolkene er gode. Også beskrivelserne af de forskellige miljøer gør sig godt. Den lille opdigtede vestjyske by Melum fremstår meget klar og tydelig.

Dennis Jürgensen gør meget ud af naturbeskrivelserne, som han bl.a. bruger til at skabe stemning med. Således indgår tågen til at skabe uhygge.

Bogens to hovedpersoner er den danske efterforsker Lykke Teit og den tyske efterforsker Rudi Lehman. Det er to interessante personer, som begge også har lig i lasten, men det får ikke indflydelse på deres efterforskning. Samspillet mellem dem er godt beskrevet, og selv om det er meget alvorligt, det der efterforskes, er der i høj grad også plads til en god gang humor de to indbyrdes.

Et afsnit i ”Manden uden ansigt”, som var yderst interessant at læse, var da de to efterforskere afhører en indsat pædofil på Sikringen i Slagelse. Her kommer man virkelig godt ind i hovedet på en sådan person og får god indsigt i, hvad der foregår i hans sind.

Selv om selve essensen i efterforskningen med afhøringer og undersøgelser på gerningssteder i store træk er god og realistisk, er dette arbejde sat ind i en politimæssig ramme med en del faktuelle fejl. Det generer mig.

Jeg er til fulde klar over, at det langt fra er alle krimilæsere, der er lige så nørdede som mig, når det gælder det politimæssige, men jeg glædes hver gang, når det politimæssige fremstilles som i virkelighedens verden.

Mit kritikpunkt til trods har ”Mand uden ansigt” rigtig mange kvaliteter, og jeg skal selvfølgelig også læse den næste i serien om efterforskerne Lykke Teit og Rudi Lehmann.

fire krimihjerter

Politikens forlag 2021 – 327 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Har du læst den? Hvad synes du?