Mauritzio De Giovanni – Krokodillen

Døden ankommer til Spor 3 klokken 8.14 med syv minutters forsinkelse. Den blander sig med pendlerne og bliver kastet frem og tilbage mellem rygsække, attachétasker, trolleyer og kufferter, men ingen mærker dens kolde ånde. Døden tager små, forsigtige skridt, den forsvarer sig mod de andres hastværk. Nu er den nået til den store ventesal med skrig og skrål og lugt af optøede croissanter. Den ser sig omkring, tørrer med en rask bevægelse en tåre væk under venstre brilleglas og putter lommetørklædet tilbage i brystlommen på jakken. Larmen og menneskestrømmen viser vej til udgangen midt mellem alle d nye butikker. Døden kan ikke kende stedet, men det hele har jo også forandret sig i årenes løb. Den har forberedt alt ned til mindste detalje, og denne søgen efter udgangen bliver det absolut eneste tøvende øjeblik.

Sådan starter ”Krokodillen” og sådan fortsætter den på sin vis også – stille og roligt med en undertone af iskold hævn.

Vi møder Kriminalkommisær Giuseppe Lojacono, som er placeret på et lille kontor i en by der ikke er hans. Han er blevet overflyttet grundet falske anklager om samarbejde med mafiaen. At sige at det har ødelagt hans liv, ville være en underdrivelse. På den nye station, ønsker ingen hans deltagelse, ligesom de heller ikke nærer noget ønske om at tale med ham.  Skæbnen vil, at det er Lojacono der har vagten, da en teenager bliver fundet dræbt med et enkelt skud i panden. Her støder han på Statsanklager Laura Piras, som ser hans potentiale. Hun beder ham hjælpe sig med opklaringsarbejdet og snart er de igang på jagten af en morder der tilsyneladende er fuldstændig usynlig og ikke efterlader sig andre spor end en stak tårevædede lommetørklæder.

Krokodillen er en krimi uden noget særligt pace. Den er på ingen måde hæsblæsende eller nervepirrende og der er ingen udpenslede makabre gerningssteder. Alligevel formåede forfatteren at holde mig fanget hele vejen. De små korte kapitler på ikke mere end 2-4 sider, sammenholdt med glimt af liv og tanker hos både morder og ofre, gjorde, at jeg nærmest bare fløj igennem bogen. Den er fuld af følelser uden at det egentlig er beskrevet – det skinner ligesom bare igennem. Hovedtemaet er sorg, vil jeg mene. Sorg over mistede børn og liv der ikke længere er værd at leve.

Krokodillen er spændende hele vejen og selvom den er stille og rolig, fornemmer man alligevel at der skal være fart på med at få fundet morderen og jeg tog mig selv i at holde vejret og sætte læsetempoet op flere gange. Ca halvvejs inde i bogen, bliver det tydeligt hvad kronen på morderens værk er, og det er næsten en ubærlig tanke. Om han når sit mål eller ej skal jeg lade være usagt.

Alt i alt en rigtig god og spændende bog, som gav mig en knugende fornemmelse i maven.

fire krimihjerter

Tine – Team Krimifan og Frk. Tines Krimitanker

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments