Tredje bog med den meget specielle finske efterforsker Jessica Niemi, der i denne bog er i centrum af en personlig og meget voldsom sag, mens hendes sædvanlige assistent, Jussuf Pepple, står for efterforskningen af bogens centrale mord på en industrimagnat, der netop har varslet omfattende fyringer. Begge spor er rigtigt spændende historier!

Fra bogens bagside:
Direktør Eliel Zetterborg bliver fundet myrdet i sin lejlighed i centrum af Helsinki, brutalt myrdet. Der er ikke tegn på indbrud i lejligheden, og det eneste spor, politiet har, er en bunke puslespilsbrikker, som nogen har spredt ud over Zetterborgs sofabord. Blot få dage forinden har Zetterborgvirksomheden meldt fyringer af tusindvis af medarbejdere. Er der en sammenhæng mellem de to begivenheder?

Jessica Niemi har orlov fra sit arbejde; officielt på grund af et psykisk sammenbrud, men i virkeligheden er hun ved at efterforske en gammel sag. Men da flere bliver myrdet, får hendes stand-in, Jusuf, hårdt brug for hende.

Min anmeldelse:
Det er bind 3 i serien om den ret specielle efterforsker Jessica Niemi. De første bind er anmeldt her: 1: Den trofaste læser – https://blog.drustrup.dk/?p=902 2: Ondskabens net – https://blog.drustrup.dk/?p=1189

I bogens prolog optræder den mystiske lejemorder L’Étranger, der har fået en opgave på 2 mord. Han dukker op igen til allersidst i bogen, efter opgaven er fuldført. Så kan han tage hjem for at færdiggøre sin doktorafhandling med emnet “Eksistentialistisk nihilisme i Albert Camus’ værker”.

Lad jer ikke forskrække af denne specielle ramme! Giv jer endelig i kast med bogen, men først efter at have læst seriens første bind. I dette nyeste bind fortsættes historien nemlig om Jessica Niemis fortid, og den spiller en rolle samtidig med den aktuelle forbrydelse – mordet på den aldrende industrimagnat Eliel Zetterborg, og det mord er for alvor en gåde for politiet. Den er lidt i stil med mysteriet om det lukkede rum, og det kræver noget af en indsats, og det politiarbejde følges detaljeret i bogen.

Det er en opklaring med mange overraskelser og uventede drejninger, men der er godt styr på logikken frem mod den meget overraskende slutning, der kom en del bag på mig, og som måske peger fremad. Det vil vise sig. 

Mens opklaringen af den sag kører med Jessica Niemis sædvanlige assistent, Jussuf Pepple, i spidsen, gennemgår Jessica et meget specielt og dramatisk forløb, hvor gamle traumer og fjender bringer hende i livsfare.

Det hele er intenst spændende fortalt, og personerne er interessante, og jeg kan ud fra sagens afslutning sagtens forestille mig en fortsættelse. Det gør ikke noget.

9 skydeskivepoint på min egen blog og 5 krimihjerter her Fem krimihjerter

Max Seeck
Zetterborg-sagen
Gutkind, 2022
457 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PER DRUSTRUP LARSEN  –  DRUSTRUPS BOGBLOG

Har du læst den? Hvad synes du?