Jeg blev mor i marts 2019 og har derfor været et år på barsel. Så dejligt, men min elskede læsning var ikke så nem at komme tilbage til, da baby jo tager en del af ens tid.

Derfor besluttede jeg mig for at finde nogle bøger som var nemme at gå til og fra, når min datter nu krævede min opmærksomhed ret så ofte.

Med “nemme” skal ikke forstås “andenrangslitteratur” eller andre negative holdninger til krimi-genren. For mig har plot, persongalleri og skrivestil været af stor betydning i forhold til hvad min hjerne kunne kapere i barselsboblen. Og jeg må sige at når en forfatter både kan skrive, så jeg er fanget med det samme og næsten ikke kan vente med at læse videre, og nemt falde tilbage i handlingen – og selv efter flere dage, så er det jo lykkedes forfatteren med netop det der er så vigtigt – at fange mig som læser.

Jeg har lavet en liste med de bøger jeg fik læst i min barsel. De er meget forskellige, og det har været en fordel for mig, da jeg ikke blev lullet ind i “det samme” i forhold til plot og persongalleri. Det var nyt og spændende, også selv om jeg har læst alt af netop disse forfattere og kender deres serier.

I forhold til at finde noget der fanger én, så er det svært – også bare til daglig, ikke kun i en barsel. Jeg er lystlæser og fanger en bog ikke, så er det det. Dog ved jeg også at nogle bøger kan jeg læse senere, da det har noget at gøre med hvor jeg er i mit liv for tiden. Et godt eksempel er fx at jeg – efter at have været en hardcore læser af alt blodigt, grimt og kunne klare alle offertyper – så er jeg nu blevet følsom for krimier med børn som ofrer. Jeg læser dem, men de rammer utrolig nært, da jeg jo er mor.

Listen er til inspiration og jeg kunne komme med mange flere bud på gode bøger – også til en barsels-ramt mor eller far, men disse 10 bøger er dem jeg nåede at læse i min barsel. Og det er jeg egentlig godt tilfreds med.

Jakob Melander “Fjenden i blandt os” (udkom februar 2019)
Anne Mette Hancock “Pitbull” (udkom januar 2020)
Sara Blædel “Pigen under træet” (udkom november 2019)
Karin Slaughter “Den sidste enke” (udkom oktober 2019)
Tess Gerritsen “Iskold” (udkom september 2019)
Sofie Sarenbrant “Skammekrogen” (udkom september 2019)
Lee Child “Skjult identitet” (udkom august 2019)
Harlan Coben “Led ikke efter mig” (udkom september 2019)
Jakob Knudsen “Pigerne i Strandvejen” (udkom maj 2019)
Michael Katz Krefelds “Skytsengel”(udkom november 2019)

Har du læst den? Hvad synes du?