forside af Mordene på helholm

Forlagets beskrivelse: Et lille isoleret øsamfund fuld af hemmeligheder Helholm er en turistperle midt i Kattegat. Det er naturøen, du aldrig glemmer, et lille isoleret øsamfund. De fleste føler en stor ro allerede på færgen på vej dertil, men for Agnes Vrangler, der selv kommer fra øen, er det et klaustrofobisk sted fuld af skyld, skam og fortielser. Derfor har hun undgået at tage hjem i 14 år. Agnes har i stedet skabt sit eget liv i byen. Med sin kæreste, Morten, et job som journalist på Radio Swift og en altopslugende interesse for uopklarede drabssager. Hun bruger størstedelen af sin tid på sin true crime-blog, Nattens stemme. Men da to drenge finder et afskåret hoved i en af Helholms moser, ser Agnes pludselig en unik chance for at lave en helt særlig historie – den podcast, hun så længe har drømt om. Men Agnes’ drøm bliver hurtigt til et mareridt, for øen gemmer på langt flere hemmeligheder. Mordene på Helholm er første bind i Inger Wolfs nye krimiserie med journalisten Agnes Vrangler.

Anne Maries anmeldelse:
I mange år har jeg fulgt Inger Wolf forfatterskab, da hun har skabt nogle af mine yndlingskrimier som indbefatter serien om Daniel Trokic og Lisa Kornelius, samt krimitrilogien om psykiateren Christian Falk og yderligere en krimitrilogi om brandefterforskeren Klara Larsen. For mig er hun en af Danmarks bedste krimiforfattere. Hun formår at skabe personer der går ind under huden på læseren, og historierne der lever længe videre efter bogen er slut.

Derfor var det også med stor glæde og forventning jeg modtog hendes seneste krimi “Mordene på Helholm” første del i en ny trilogi med Agnes Vrangler. Den fangede mig med det samme, da Agnes kommer fra en lille ø, Helholm ligesom jeg gør – nemlig Ærø, en mindre ø syd for Fyn.

Det var derfor ikke fremmed for mig at følge Agnes tanker om ølivet og ønsket om at komme væk fra snagende blikke og (nogle gange ondsindet) sladder. Følelsen af klaustrofobi og ønsket om at se noget andet, noget større end det man er vokset op, følte jeg selv som teenager hvor jeg gjorde som Agnes – forlod øen for at udforske verdenen.

Da Agnes vender tilbage til Helholm for at tilbringe tiden med familien og hendes syge far, bliver der fundet et menneske hoved i moseområdet og det står hurtig klart at det er en af de lokale kvinder, der er blevet slået ihjel. Hele sagen sætter gang i Agnes lyst til at udforske podcast genren og hun får hjælp af sin niece og en gammel skoleveninde. Det tegner godt og Agnes trives med opgaven, om end hun stadig hjemsøges af fortidens spøgelser.

Historien er virkelig godt skrevet og persongalleriet er spændende, og alle har noget at kæmpe med og imod, så hvem der har motiv og mulighed for at begå mord kan være flere end man tror. Jeg var fanget fra start til slut og jeg ser virkelig frem til anden del i serien om Agnes.

Serien lægger super godt for fra start og jeg giver Agnes Vrangler og co fire hjerter. Find bogen hos din lokale bogpusher eller på biblioteket.

fire krimihjerter

Peoples
Udgivet 26/1 2023

Har du læst den? Hvad synes du?