“Når isen brister” af Camilla Grebe.

Forlagets beskrivelse:

NÅR ISEN BRISTER er en psykologisk spændingsroman, der er både spændende, skræmmende og overraskende. Forfatteren leger med perspektivet og læserens forventninger, og intet står klart før til allersidst.

Emma har en elsker; en elsker, som er alt det, hun har drømt om … og lidt til. Der er bare det lille problem, at han er direktør i den tøjkæde, hvor hun arbejder, og dermed hendes øverste chef. En smule upraktisk, men samtidig også lidt spændende og hemmeligt. Efter deres forlovelse forsvinder han dog sporløst, og kort tid efter findes en ung kvinde bestialsk myrdet og lemlæstet i hans mondæne villa i en forstad til Stockholm.

Peter Lindgren, rutineret efterforsker hos kriminalpolitiet, får hjælp af adfærdspsykologen Hanne Lagerlind til at opklare mordet, som har tydelige ligheder med en ti år gammel uopklaret sag. Sammen søger de to efter svar i fortiden, hvilket også får dem til at mindes det forhold, de en gang havde.

Hvem er den myrdede kvinde? Har forbrydelsen forbindelse til den ti år gamle mordsag? Hvorfor forsvandt elskeren fra hovedkontoret, og hvorfor er kærligheden ofte så uforudsigelig?

 

Min anmeldelse:

Jeg klapper stadig i mine små hænder af begejstring, efter at have læst denne bog. Camilla Grebe har ramt lige “spot on”, og man bliver som læser hurtigt trukket ind i en historie, der sagtens kunne foregå lige for næsen af en selv. Man ville ikke fornemme faren, før det var for sent.

Bogen har tre meget spændende karakterer, der skiftevis fortæller deres oplevelser. Denne vekslen mellem de tre jeg-fortællere virker rigtigt godt. Man lærer dem alle tre så godt at kende, at man holder af dem. Tvivlen, der langsom bliver sået i en, som handlingen skrider frem, skyder man automatisk fra hovedpersonerne, da man nødig vil have, det er dem, der har gjort noget forkert.

Mordene er skam blodige nok, men det er overhovedet ikke dem, der gør handlingen uhyggelig. Det er en undertone af noget, der ikke er som det skal være, men det er umuligt lige at sætte en finger på, hvem eller hvad det skyldes.

Der er noget der skurrer, en lille dårlig mavefornemmelse, man gætter og gætter og prøver at finde spor i bogen, så man måske kan regne plottet ud. Det lykkedes ikke for mig, og jeg er stadig ikke helt overbevist om, at alt er som det gav sig ud for at være til sidst. Derfor bladrer jeg stadig i bogen og  nærstuderer slutningen, for at være helt sikker på,  jeg har fået det hele med. Det er først gang, jeg har prøvet at tvivle så meget, efter at være færdig med en krimi.

Jeg er sikker på at “Når isen brister” vil gå rent ind og begejstre mange af jer krimilæsere. Den har alt det, der skal til, så den skiller sig ud, og ikke bare er endnu en læst krimi i reolen.

God fornøjelse.

Fem krimihjerter

”Når isen brister” af Maria Grebe

ANMELDELSE AF JAN FINDAL

En adfærdspsykolog med begyndende demens skal hjælpe med opklaringen af en spektakulær drabssag. Hvordan spænder det af? Igen en kvalitetskrimi fra en svensk forfatter.

Lindhardt og Ringhof 2016 – 489 sider

“Når isen brister” er meget andet end en krimi, hvor der skal opklares et par meget brutale drab. Det er også en bog, der giver indsigt i krinkelkrogene i hjernerne på bogens tre hovedpersoners hjerner. Det kommer på bedste vis kommer frem, eftersom handlingens synsvinkel skifter mellem dem.

Emmas synsvinkel drejer sig hovedsageligt om hendes forelskelse i sin chef, den lidt ældre Jesper. Hun fortæller om en stormende forelskelse, der desværre for hende munder ud i et svigt fra Jespers side. Noget hun har meget svært ved at acceptere. Hun gør sig de ihærdigste anstrengelser for at finde ud, af hvad der er sket?

Som læser føler man virkelig med hende, og forstår ikke, hvorfor Jesper har gjort, som han gør overfor den stakkels pige. I det hele tage har livet ikke været det allerbedste for Emma, idet hun som stor skolepige blev udnyttet seksuelt af en lærervikar. Ydermere har hendes hjemlige forhold med forældre, der svigtede, også skabt store problemer for hende.

Bogens anden synsvinkel er politimanden Peter Lindgrens. Han er nærmest det, som man kan kalde en desillusioneret politimand. Han er dygtig, men livet har ikke helt formet sig for ham, som han har kunnet ønske sig det.

Det er 49-årige Peter Lindgren, som er en af de ledende efterforskere, der skal opklare drabene. Han er bestemt ikke nogen heltetype, og da han ydermere skal arbejde sammen med bogens tredje hovedperson adfærdspsykologen Hanne Lagerlind, bliver der nogen uro på “de indre linjer”, da han for 10 år siden havde et forhold til hende. Et forhold som han var skyld i gik forbi, hvilket har givet ham dårlig samvittighed over for Hanne.

Hanne Lagerlind er også en interessant person. Hun er 59 år, og er i en fase med begyndende demens. På meget fin vis skildres, hvordan hun forsøger at klare tilværelsen, hvilket bestemt ikke er helt let.

Fælles for de tre personer er, at man kan lide dem, og man føler med dem, når problemerne hober sig op for dem.

Man kommer rundt i flere interessante miljøer i bogen, og alle er godt beskrevet.

Da det første drab, der finder sted, har forbindelse til Emmas chef, Jesper, og det er politimanden Peter Lindgren, der med bistand fra adfærdspsykologen, Hanne Lagerlind skal opklare drabet, krydser de 3 hovedpersonernes veje hinanden. Det fører i sidste ende frem til en opklaring på de to drab.

Selve løsningen på krimiintrigen er yderst interessant og meget tankevækkende.

Fem krimihjerter

 

Se også min egen hjemmeside :HER

 

 

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments