“Netspinderen” af Lars Kepler

Forlagets beskrivelse:

Den værste seriemorder i Sveriges historie er måske død, men ondskaben lever videre. Joona Linnas overordnede, Margot Silverman, bliver skudt og bortført en sen aften. Den chokerede Joona indleder en hektisk jagt på Silverman, der måske stadig er i live. Men kort efter findes det syreopløste lig af Margot Silverman i en gummiforet sæk på en gammel kolerakirkegård i skærgården. Få dage efter dukker et lignende lig op med et ildevarslende varsel om flere mord og en trussel mod Joona selv. Samtidig genopliver sagen Joonas traumatiske minder om seriemorderen Jurek Walter, hvis dystre ugerninger ekkoer i mørket…

 

Betina Nielsens anmeldelse:

Så bliver det ikke meget bedre……

Ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril, som skriver under pseudonymet Lars Kepler, er nu nået til niende bind i serien om krimininalkommisær Joona Linna og hans kollega Saga Bauer. Denne niende bog, har de kaldt Netspinderen.

Titlen er spot on når det gælder handlingen, hvor der gennem hele bogen trækkes nye tråde og undersøges gamle. Midt i det hele sidder så en morderisk dukkefører, der får alle til at danse efter sin pibe, og har et planlagt mordtogt på ni mord. Med en dagsorden der er så velplanlagt, at det tager lang tid, før det går op for Joona og Saga hvem og hvad, de er oppe imod.

Joona og Saga er denne gang ekstra følelsesmæssigt involveret, da mordofrene alle er folk, de kender og holder af. Så der skal graves dybt i psyken, for at kunne holde hovedet klart og ikke blive for overvældet af personlige følelser. Især Saga er udfordret i denne her sag, og må med utraditionelle metoder vise sit værd.

Jeg vil ikke gå så meget mere ind i handlingen, da jeg er bange for at komme til at røbe for meget.

Bogen er på hele 600 sider, men jeg ville ønske den havde været længere. Kepler kan noget særligt og jeg prøvede ihærdigt at trække min læsning af bogen, så den kunne holde noget længere. Men forgæves. Der skulle ikke mange sider til, før jeg selv var fanget i spindet og ikke kunne andet end at holde vejret til næste side kunne vendes.

Nej, den kan ikke læses uafhængigt af de andre otte bøger i serien. Der er alt for meget i handlingen, der kræver, at man har været med fra starten. Hvis man giver sig i kast med det, snyder man sig selv. Så hvis du er nybegynder i Kepler, kan du glæde dig over, at der lige er otte fremragende bøger at give sig i kast med, inden du når til denne.

Det her er krimi af høj klasse og ligesom det skal være: grumt og genialt.

Fem krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?