Ninni Schulman, skriver normalt krimi, men prøver med “Kun dig”, kræfter med en lidt anden genre end krimi. Bogen har fået betegnelsen spændingsroman, men læner sig en smule op ad domestic noir, uden alligevel rigtigt at være det. Psykologisk drama er nok det der kommer tættest, synes jeg.

Pål har været igennem en hård periode i sit liv. Han har trukket stikket og har nu et stille og roligt job som billetkontrollør Stockholms metro. Iris er designer og er for nyligt blevet droppet af en gift mand, som hun har haft et lidenskabeligt forhold til. Hun deler kontor med et par venner og tager jævnligt til frokoster, caféhygge og glamourøse arrangementer. Hun nyder livet, men savner kærligheden. Den møder hun i form af Pål og hendes liv vendes pludselig op og ned. Pål er en drøm. Han er smuk, kærlig, sjov og kort sagt alt det Iris har drømt om. Han ved præcis hvad hun kan lide og det gælder også seksuelt, hvor Iris når højder hun aldrig før har nået. Men Pål er ikke socialt anlagt. Han nyder deres tosomhed og vil helst bare hygge hjemme. Iris svæver på en lyserød sky, og hun ønsker i bund og grund det samme som Pål.

Iris har en mørk fortid, som hun ønsker at holde for sig selv. Hun er vokset op med en skizofren far, som gjorde frygtelige ting mod både familien og fremmede, når han ikke tog sin medicin. Da Iris selv begynder at få symptomer på skizofreni, trækker hun sig ind i sig selv, tættere på Pål, men endnu længere væk fra veninder og det sociale liv.

Historien begynder på et hospital hvor Pål er indlagt og netop har fået amputeret det ene ben.

Når Pål fortæller, er det i 1. person og når vi hører om Iris og hendes oplevelser af tingene, er det skrevet i 3. person. Jeg synes det er en spændende indgangsvinkel, fordi det medvirker til at gøre hele handlingsforløbet endnu mere nervepirrende. Når Pål selv fortæller, kan han udelade ting i sin historie – vi kan ikke nødvendigvis stole på ham. Når det er 3. person der fortæller historien om Iris, ved vedkommende ikke alt og vi kan derfor heller ikke føle os sikre på, at vi får hele sandheden fra dén vinkel. Jeg blev derfor fuldstændig grebet af bogen og læste og læste, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af, om det var hende der var bindegal eller ham der var psykopatisk og besidderisk. Jeg havde en stærk mistanke helt fra starten, om at Iris er skyld i amputationen af Påls ben. Men handlede hun i selvforsvar eller handlede hun i vanvid og hvad skete der undervejs?

Det underlige ved den her bog er, at der egentlig ikke er noget nyt i den. Der er heller ikke noget specielt uforudsigeligt og på en eller anden måde, er det sådan en bog, som man enten har læst nærmest identisk før eller set som film. Alligevel er den skrevet på en måde, som gjorde mig helt tabt for omverdenen og som havde et spændingsniveau som bare hagede sig fast i mig. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det hang sammen. Havde jeg ret i mine formodninger eller ville historien tage en uventet drejning. Hvilken vej det gik, vil jeg ikke afsløre for jer, men jeg kan sige så meget som, at slutningen efterlod mig med et ønske om, at høre mere.

Så alt i alt ikke så meget nyt under solen med denne bog og samtidig en bog, som isolerede mig fuldstændig for hvad der skete omkring mig. Den var på ingen måder skræmmende, men jeg mistede til tider næsten pusten i spænding.

fire krimihjerter

Tine – Team Krimifan og Frk. Tines krimitanker

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments