Forlagets beskrivelse:
En selvmordstruet og hjemløs sikkerhedskonsulent. En depressiv politikommissær. Et groft parteret kvindelig.En skizofren morder med hang til at lege med dukker.
Det er den koldeste vinter i mands minde, og nordlysene danser magisk på himlen over Danmark. Den private sikkerhedskonsulent Kristian Wang løslades til et liv på gaden fra Statsfængslet i Østjylland efter anklager om uagtsomt manddrab.
Politikommissær Susan Hviid sidder i et skabslignende kontor hos Sydøstjyllands Politi og passer et skånejob, hvor hun formålsløst bladrer henlagte sager om forsvundne personer igennem. Samtidig dukker der en hovedløs kvindetorso op i nettet hos en lokal fisker, og snart er ikke kun Kristian Wang, men også Susan Hviid, dybt involveret i en bizar sag om kvinder, der forsvinder fra psykiatriens varetægt, og en lokal narko- og pornobagmand med stærke forbindelser til bandemiljøet.
Betina Nielsens anmeldelse:
Wauw siger jeg bare. Med 3. bog i serien, får Claus Hagstrøm alle brikkerne til at falde på plads på fornemste vis. Alle de løse ender og spor fra de to foregående bøger, bliver med et godt plot krydret med den barske virkelighed, en god portion uhygge og en tilpas mængde af sex, bundet sammen til en flot fuldendt sløjfe her i “Nordlys”.
Handlingen udspiller sig i Horsens, som her er en perfekt og genkendelig scene til en realistisk rejse ind i grumme handlinger og mødet med gruopvækkende og kyniske personligheder. Samtidig er bogen fyldt med store følelser og personer, der sætter spor i læserens hjerte.
Hovedpersonen, sikkerhedskonsulenten Kristian Wang, er om nogen, helt derude hvor han ikke kan bunde. Intet er gået hans vej og han er lige der på grænsen, hvor han skal vælge mellem at svømme videre eller gå til bunds. Heldigvis vælger han det sidste og med sit overlevelsesinstinkt kæmper han videre.
Oddsene er imod ham, da han er oppe imod et netværk af organiseret trafficking, som er så gennemsyret af ondskab og triste skæbner, man får helt ondt i maven. Hans kamp mod egne indre dæmoner, bliver godt udfordret af de kampe, der venter ham, når han stikker hånden ind i hvepsereden i den kriminelle underverden.
Menneskehandel med kvinder, som en handelsvare, til sexuelle ydelser af enhver skuffe og grov udnyttelse af misbrugere og psykisk syge, er en del af de emner Claus Hagstrøm tager op i denne bog. Det gør han til UG, for man er ikke i tvivl om, at det er emner, der står Hagstrøm meget nær.
Det eneste jeg har at brokke mig lidt over er, at der bliver lidt for meget dobbeltkonfekt i slutningen. Nærmere kan jeg ikke komme ind på det, uden at spoile for meget.
“Nordlys” er en spændende, anderledes, vedkommende og rørende krimi, som skriger efter en efterfølger.