Forlagets beskrivelse: Fjerde og sidste bog i Sussmans serie af arkæologiske krimier har ligesom forgængerne et hæsblæsende plot på tværs af adskillige kontinenter og flere tusinde år. I den armenske katedral i Jerusalem er journalisten Rivka Kleinberg blevet stranguleret med en garrotte. Kriminalinspektør Arieh Ben-Roi leder efterforskningen i felten, og han finder hurtigt ud af, at hendes reportager gennem årene har skaffet hende mange fjender på halsen.Trådene fører Ben-Roi fra Jerusalems gamle bydel til den russiske mafia, til trafficking, til multinationale selskaber og til magtfulde interesser både i Egypten og i Israel. Men efterforskningen sætter sig først for alvor i bevægelse, da han opdager en forbindelse til arkæologiske udgravninger i 1930’erne og til en labyrintisk mine i Egyptens østlige ørken, hvor faraonerne i sin tid hentede deres guld. Og han må have assistance fra sin egyptiske kollega Yusuf Khalifa fra Luxor Politi. Gamle Sussman-entusiaster vil genkende Ben-Roi og Khalifa fra de tidligere bøger, men nye læsere kan sagtens stige på her.
Anne Maries anmeldelse:
What a ride. Jeg må sige Dan Brown har en stor konkurrent her. Paul Sussman har formået at skrive fire bøger med umådeligt fine plots og et persongalleri som er yderst interessant i forhold til hvad jeg normalt har læst.
Mordet på journalisten Rivka Kleinberg i en katedral i Jerusalem sætter gang i en kompleks sag og dermed opklaring for kriminalinspektør Arieh Ben-Roi og hans gode ven, Yusu Khalifa fra Luxor Politi. Det viser sig nemlig at motivet for mordet dækker over flere lande og har tråde tilbage til arkæologiske udgravninger i 1930’erne.
Jeg er ny i Paul Sussmans verden, men jeg var underholdt og min hjerne kom virkelig på arbejde, da der er mange personer og steder at holde rede på. Samtidig er Israel og Egypten nyt for mig i krimi-sammenhæng, så stedbetegnelser og fremmedord gjorde læsningen mere kompleks, men det gjorde intet da plottet er så fascinerende og Sussman er så god til at kombinere fortid med nutid.
Så er du til Dan Brown med komplekse teorier, så er Sussman noget for dig. Brown er ok, men Sussman er langt bedre. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men personligt savnede jeg indsigt i mine hovedpersoners liv, så jeg vil foreslå at du starter med den første bog.