Årets krimi i New Zealand 2011 – det forstår jeg virkelig godt!

Hold da op, hvor en vanvittigt velskrevet bog. Jeg er vild med Paul Cleaves måde at skrive på. Detaljeret på den gode måde, rystende til et plan der gav mig isninger i kroppen. Samtidig efterlod den mig med den største klump i halsen, da jeg havde læst sidste side. Vi kommer igennem hele følelsesregistret her. Medfølelse er nok det ord, der bedst beskriver hvordan jeg havde det, imens jeg læste!

Edward Hunter er søn af en seriemorder. Hans far, Jack Hunter, voldtog og dræbte et stort antal prostituerede, da Edward var barn.  Edward kom på forsiden af alle landets aviser, med billedet af ham som  9-årig, hvor han står og græder imens han ser til, at hans far bliver ført væk af politiet. At være en seriemorders søn, har forfulgt ham livet igennem. Men Edward er ikke som sin far. Han har en dejlig kone og en smuk lille datter. Han er lykkelig familiefar. En hændelse får Edwards verden til at styrte i grus og herefter tager begivenhederne fart.

Jeg havde set meget frem til denne bog, for dens forgænger ”Det syvende mord”, var intet mindre end genial. I den er vi med i hovedet på morderen og også i ”Hævn”, følger vi Edwards tanker i jeg-form. Om Edward er som sin far eller ej, skal jeg ikke afsløre. En lille forsmag skal I dog ha, i form af et citat, fra en af de første sider i bogen:

”Der er nogle, der mener, at det lå i min fars gener, og at det er gået i arv til mig. Der er nogle, der mener, at jeg er bestemt til også at blive en blodtørstig mand,” siger jeg og kigger på blodet, der siver ned i betrækket, fra den kvinde, der er faldet sammen på passagersædet, ”at vi har det samme blod i årerne. De tager fejl…”

Paul Cleave, har slået sit navn fast på min liste over yndlingsforfattere. Jeg ville næsten ønske, at jeg havde denne bog til gode.

Fem krimihjerter

Tine – Team Krimifan og Frk. Tines Krimitanker

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments