Paul Cleave – Samleren

Oftest når jeg læser en bog, så har jeg det sådan, at fyldtekst mest bare er irriterende. Når det kommer til Paul Cleave, så kan jeg næsten ikke få nok. Han formår at flette virkelig meget humor ind i en vanvittigt seriøs tekst. Ofte er det hovedpersonens tanker der indeholder de tørreste kommentarer, men som samtidig bare er så geniale. Små observationer han gør sig undervejs og de tanker han gør sig når han svarer ét og tænker noget andet. Det er ret svært at forklare ordentligt – man er nok næsten nødt til at opleve det selv.

I Samleren møder vi Theodore Tate, som er tidligere kriminalbetjent. Han er netop kommet ud af fængslet, efter at have afsonet 4 mdr. for drabet af den mand, som slog hans datter ihjel og forvandlede hans kone til en grøntsag. Bogen lægger hårdt ud med bortførelsen af pigen Emma Green og kort tid efter, opsøges Tate af hendes far. Han vil, at Tate skal finde hans datter og da han har en seriøs klemme på Tate, indvilliger han uden megen tøven.

Opklaringen fører os vidt omkring og viser sig at have sammenhæng med en anden sag, som kriminalassistent Carl Schroeder arbejder på. Schroeder mødte vi også i bog nr 2 – Hævn – og sådan er der flere eksempler på, at personerne fra de to foregående bøger bliver nævnt og det derved bliver en helhed, uden alligevel at være det på nogen som helst måde. Alle tre bøger er uafhængige og kan læses selvstændigt. Det er dog lidt sjovt, at man ved hvad der hentydes til, men det har ingen betydning for handling eller forståelse.

Vi har at gøre med en psykiatrisk patient og vi har at gøre med en seriemorder. Hvordan det hænger sammen vil jeg ikke afsløre her, men jeg kan sige så meget, at der var mange følelser på spil imens jeg læste bogen. Jeg gik imellem sympati med bortføreren til at synes han var totalt syg i potten og så tilbage til sympatien. Jeg tog mig selv i at finde det temmelig svært, at finde ud af hvem jeg skulle holde med i alt det der skete. Nok i virkeligheden ikke rigtig nogen af dem og så alligevel lidt mere den ene end den anden. Samtidig midt i alt det klamme og det tragiske, så kom jeg jævnligt til at smile pga. de førnævnte tanker som Tate gør sig. Bogen er ikke sådan lige at gennemskue på trods af, at vi følger flere forskellige personers tankerækker, men alt i alt, er det nok heller ikke rigtig meningen, at plottet skal være hemmeligt, selvom der kommer overraskelser undervejs. Tates tanker er skrevet i jeg-form og resten i 3. person. Det fungerer virkelig fint. Vi kommer tæt ind på livet af Tate og en enkelt anden. Resten er lidt mere periferiske, men det gør absolut ingenting.

Fem krimihjerter

Tine – Team Krimifan og Frk. Tines Krimitanker

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments