En velskrevet, fascinerende og spændende bog, der ikke udelukkende – men også – er en krimi. Den intense stemning, lokalkoloritten, den faktuelle baggrund, de interessante personer og den langsomt afslørende fortællemåde gjorde bogen til en dejlig læseoplevelse.
Fra bogens bagside:
Da et yderst velbevaret lig dukker op i en tørvemose på Isle of Lewis, er øboerne overbevist om, at man har gjort et epokegørende oldtidsfund af samme betydning som Tollundmanden. Den døde bliver da også hurtigt omtalt som ‘Lewismanden’. Men da retsmedicinerne finder en falmet Elvis-tatovering på Lewismanden overarm, og da en dna-analyse desuden viser, at han er i nær familie med en af øens kendte skikkelser, indleder det lokale politi en mordefterforskning.
Den døde har lidt en langtrukken og pinefuld død, og da Fin Macleod modvilligt bliver draget ind i efterforskningen, støder han ikke kun på nogle af de allermørkeste kapitler i Skotlands historie, han indser også, at jo dybere, han graver sig ned i sagen, jo tættere kommer den på ham selv. Kan han overhovedet opklare set brutale mord uden igen at miste alt?
Min anmeldelse:
Kort sagt: En velskrevet, fascinerende og spændende bog, der ikke udelukkende – men også – er en krimi. For ikke af spolere spændingen ved at læse bogen vil jeg ikke fortælle om det, der på bagsiden kaldes “et af de mørkeste kapitler i Skotlands historie”, og som er et afgøre de tema i bogen. Tro mig bare, når jeg siger, det er barske sager med sikker bund i virkeligheden. Netop det gør det ekstra interessant.
Det er en langsom krimi forstået på den måde, at handlingen skrider frem i et tempo, hvor der også bliver tid til at udvikle historien på velskrevet vis og med fascinerende nærmest lyriske beskrivelser af miljøet. Der er også tid til at udvikle de interessante hovedpersoner og deres indbyrdes relationer på bedste måde.
Den intense stemning, lokalkoloritten, den faktuelle baggrund, de interessante personer og den langsomt afslørende fortællemåde gjorde bogen til en dejlig læseoplevelse. Der er ikke fuld fart over stok og sten på historien. Dejligt fjernt fra bøger om for hurtige og voldsomme massemordere der jagter bogens efterforsker, men alligevel intenst spændende.
Det er bind 2 i en trilogi , der foregår på Isle of Lewis. Jeg er nok nødt til også at læse bind 1 “Sorthuset” og fortsættelsen, når den kommer.
9 sikre skydeskivepoint på min egen blog og 5 krimihjerter her
Peter May
Lewismanden
Gyldendal, 2022
381 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PER DRUSTRUP LARSEN – DRUSTRUPS BOGBLOG