Brudekjolen er efter min mening, en anderledes krimi. Der er ikke noget politi eller andre der forsøger at opklare en forbrydelse. Vi følger et offer og en gerningsmand på skift og det fungerer super godt, at vi først hører den ene side og derefter den anden. På trods af fravær at det sædvanlige politi eller andre opklaringsenheder, så er bogen alligevel spækket med mystik og jeg spekulerede som en gal på, hvordan plottet var skruet sammen. Brudekjolen er ikke en del af en serie, så hvis du endnu ikke har læst noget af Pierre Lemaitre, kan du sagtens starte her.

Brudekjolen er oversat fra fransk og det fremgår tydeligt i oversættelsen. I Frankrig bruger man tilsyneladende stadig, at tiltale hinanden med De, Dem og Deres. Det er også brugt i oversættelsen og jeg synes det virker underligt og upersonligt. Det tog mig lidt tid at forene mig med, men jeg vænnede mig til det hen ad vejen. Politi og politibetjent, er også oversat til gendarm og gendarmen… småtingsafdelingen det ved jeg godt, men det er bare med til at forstyrre fordybelsen. Alligevel er jeg vild med den her historie og når sidste side er vendt, er der stadig ting at fundere over.

Tine – Team Krimifan og Frk. Tines Krimitanker 🙂

”Brudekjolen” af Pierre Lemaitre.

ANMELDT AF JAN FINDAL

Lindhardt og Ringhof 2016 – 302 sider

Hvis man ikke har læst franske krimier før vil det være en rigtig god ide at læse de fremragende krimier, Pierre Lemaitre har skrevet. Det drejer sig om ”Iréne”, ”Alex” og ”Camille”, som udgør en serie. Desuden er der ”Rosy og John”, som en ”standing alone”. Fælles for alle fire krimier er, at de har den halvanden meter høje efterforsker Camille Verhoeven i hovedrollen.

”Brudekjolen” er Pierre Lemaitres femte krimi, der er udgivet i Danmark. Det er en utrolig spændende, men også en noget anderledes en af slagsen.

Eksempelvis spiller politiet overhovedet ikke nogen rolle. Ligeledes er der forholdsvis få personer med i handlingen, men det betyder intet for spændingsniveauet.

”Brudekjolen” er bygget på den måde, at man i første del af følger Sophie, som til sin store skræk finder ud af, at hun tilsyneladende foretager sig handlinger, som hun ikke kan huske noget af, og som hun ikke selv har kontrol over. Bogens handling ses udelukkende fra Sophies synsvinkel.

Skildringen af den fortvivlede Sophie er præcis og god, og man føler virkelig med hende, mens hun er på flugt for et drab, hun ikke har begået.

Det viser sig, at nogen på den mest grufulde måde stalker hende. Her er der ikke tale om en stalker, der ”bare følger efter”. Her er det en stalker, der tager kontrol.

Efter at man har fulgt handlingen fra Sophies synsvinkel, følger man den nu fra stalkerens synsvinkel. Hvor man havde den dybeste medfølelse med Sophie, væmmes i den grad over de planer stalkeren har med hende.

Beskrivelsen af stalkeren er også uhyggelig god.

I sidste del af bogen krydses de to hovedpersoners synsvinkler, og spændingen intensiveres voldsomt.

De to hovedpersoner færdes i mange forskellige miljøer, som der også er gode beskrivelser af.

Pierre Lemaitre mestrer virkelig af skildre menneskesindets krinkelkroge.

Efter endt læsning har man helt styr på, hvorfor stalkeren har handlet, som han har gjort.

Se også min egen hjemmeside :HER