Rejsebrev fra Christian Frost

Krimifan.dk har modtaget et rejsebrev fra Christian Frost, der arbejder på sin næste krimi i Thailand, og alle der har været i Thailand, kan måske nikke genkendende til smule af stemningen her:

Problemet med den danske vinter er, at den aldrig rigtig bliver til noget. Der er aldrig rigtig de der krystalklare dage med bidende kulde og vintersolen som spejler sig i snedriverne. Det er mere som et efterår, der aldrig hører op, og så pludselig bliver det forår igen. Nu har jeg så siddet det meste af det der forlængede efterår og skrevet på den tredje bog i serien om Erik Otto Falster, og den er endelig kommet i gang.

Som forfatter hører man altid om den svære to’er, men den der to’er var ikke svær for mig, den skrev nærmest sig selv i løbet af tre intense måneder. Men den tredje bog, der var det svært at ramme den der gnist, som får det hele til at tænde, og da det lykkedes, så vidste jeg, jeg havde brug for at rejse et sted hen, hvor jeg kunne koncentrere mig om at skrive og intet andet. Og hvis du alligevel skal ud og rejse, så kan du da lige så godt tage et sted hen, hvor solen skinner, og det gør den stort set altid i Thailand.

Så jeg bookede en bungalow, der lå stort set direkte på stranden, på den lille ø Koh Jum til en virkelig god pris. Det viste sig hurtigt, at det var der en grund til, for færgen sejler slet ikke til Koh Jum på denne tid af året. Men altså, det måtte jo kunne lade sig gøre, tænkte jeg, smed det mest nødvendige i en taske, fløj Bangkok og videre til Krabi.

Jeg havde booket et par overnatninger på Railey, en skøn lille halvø, og derfra ville jeg så finde en vej til Koh Jum. Færgen sejler hele året, men udenfor højsæsonen springer den Koh Jum over, fordi det er en meget lille ø uden særlig mange turister — hvilket var præcis det, jeg ledte efter naturligvis.

Men hvis færgen ikke sejler derhen hvor du skal, så må du jo finde din egen båd. Så jeg fandt en mand på Railey med en båd, der efter en længere forhandling indvilgede i at sejle mig til Koh Jum — selv om han flere gange spurgte, hvorfor jeg ville derhen? Det tænkte jeg først over, da han satte mig af ved en mole, hvor det eneste liv begrænsede sig til nogle blikskure. Det lignede på ingen måde de billeder, jeg havde set. Der var også et andet problem. Der var intet spor af liv, nåede jeg lige at tænke, inden en mand kom til at syne.

“Taxi!” sagde han og nikkede.
“Ja tak,” sagde jeg. “En taxi ville være—”

”Taxi!” sagde han og pegede på det, der lignede en knallert, der var kollideret så alvorligt med en indkøbsvogn, at man havde opgivet at skille dem ad igen.
Det var tydeligvis byens taxi, som jeg lidt tøvende fik mig selv om min bagage installeret i, hvorefter vi satte i gang ned af det, som skulle vise sig at være øens eneste rigtige vej, der blev stadig dårligere. Til sidst var hullerne så store, at selv en trehjulet knallert ikke kunne forcere dem mere.

Det var så her, jeg blev sat af mens manden med taxien pegede ned af vejen, som selv efter thailandsk standard synes lidt vel improviseret, og efterhånden var reduceret til et hjulspor, der forsvandt ind mellem træerne.

“Lesort, lesort” sagde manden med taxien med et grin så bredt, at det på alle måder var upassende, situationen taget i betragtning. Ikke mindst fordi der ikke var noget ’lesort’ at se nogen steder, kun jungle, og det vi begge to godt vidste, var en vej, der aldrig ville komme til at føre nogen steder…

Så stod jeg lidt der og bandede i 45 grader, for jeg kunne godt begynde at gå og ikke den fjerneste anelse om, hvor jeg var. Problemet var bare, at den anden mulighed var at blive stående, og så kunne jeg jo stå der, uden at vide hvor længe jeg skulle vente, eller hvad det var, jeg egentlig ventede på.

I det samme kom der en udbanket pick-up truck skramlende ned af vejen mod mig. Den var fyldt med fisk, og manden i den talte tydeligvis kun thai. Jeg prøvede på engelsk og lidt skole-tysk uden held. Lige da han så ud til at ville køre videre, fik jeg ideen til at forsøge med de få ord på russisk, jeg har samlet op, efter at have rejst en del i Rusland og Ukraine de seneste år.

“где Гостиница?” prøvede jeg. Hvor er hotellet?
“да да, Гостиница!” udbrød han glædesstrålende, hvilket betyder “Ja ja, hotel!”

Det kunne jo sådan set betyde hvad som helst, men det var en af den slags situationer, der synes vanskelig at gøre værre, så jeg satte mig op på ladet med alle fiskene.

Efter en kilometer eller deromkring, begyndte jeg at tvivle på, om jeg nogensinde skulle vende tilbage til situationen, uden det ville kræve en redningsaktion, som da Stanley rejste ud for at finde Livingstone i sin tid. Men i samme øjeblik dukkede det skønneste lille resort op. Jeg har fået den smukkeste bungalow, med et badeværelse så lækkert, at du har lyst til at overnatte derude, samt en terrasse med udsigt over havet — og det hele for 150 kroner i døgnet.

Der er den smukkeste sandstrand, som du har helt for dig selv på denne tid af året. De eneste andre gæster, et selskab med otte kinesere, tog hjem, netop som jeg ankom, hvilket kun kan være et godt tegn, for de larmede så meget at selv cikaderne blev stumme af forbløffelse. I receptionen var de meget brødebetyngede over, de havde glemt at fortælle mig, at jeg blot skulle have taget færgen. Selv om den ikke lægger til ved Koh Jum på denne tid af året, så stopper den ude i bugten. Så bliver du hentet der af hotellets egen longboat, som sejler dig direkte ind på stranden.

Jeg var lige ved at begynde at brokke mig, for det er jo det vi gør i vores del af verden, når noget ikke fungerer. Men faktisk havde jeg jo fået noget, du sjældent får. Jeg havde fået et eventyr, et lille ét, men ikke desto mindre. Nu vil jeg få noget frokost (der lå en friskfanget barracuda på den der pick-up truck), svømme en tur og få en omgang thai-massage. Derefter vil jeg sætte mig op på min terrasse, og skrive på min næste krimi. Jeg har de første kapitler i kufferten og en rigtig god titel.

Den kommer til at hedder VALMUEMANDEN.

Her er nogle billeder at stedet jeg snakker om:

FullSizeRender kopi

FullSizeRender_1

FullSizeRender_2

IMG_1794

IMG_1863

IMG_1904

IMG_1947

IMG_2038

IMG_2052

IMG_2179

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments