Lindhardt og Ringhof 2015 – 163 sider
Forlagets beskrivelse
Jean Garnier har intet at miste: hans mor er i fængsel, hans kæreste er død, og han har ikke noget job. Han hævder at have placeret adskillige bomber rundt omkring i Paris, og han har nogle meget specifikke krav, som han vil have indfriet, for ellers detonerer han bomberne en efter en.
Hele politistyrken med Camille Verhoeven i spidsen er sat på en vanskelig opgave, for er Jean virkelig en trussel mod hele landet eller bare en stakkel taber, som har fået storhedsvanvid? Timerne og minutterne går, og enhver beslutning kan ende med at koste hundredvis af uskyldige menneskeliv.
Anmeldelse
Bogen må betegnes som en kortroman. Rent faktisk er den kun på 114 sider, idet dens sidste godt 20 sider er et uddrag af Pierre Lemaitres bog, ”Iréne”.
Selv på 114 sider er det lykkedes forfatteren at skrive en meget intens og spændende thriller.
På bogens første sider sprænger en bombe i Paris. Gerningsmanden oplyser politiet om, at lignende sprængninger vil forekomme i de nærmeste dage, hvis hans krav ikke opfyldes.
Herefter følger vi politiets bestræbelser på finde de resterende bomber. Beskrivelserne af, hvad man gør for forhindre panik i Paris virker troværdige. Der er fx spørgsmålet om, hvor meget man skal orientere offentligheden om mulige kommende sprængninger.
Camille Verhoeven, den kun 150 cm høje politimand, må igennem adskillige alvorlige spekulationer i bestræbelserne på at forhindre yderligere bombesprængninger.
Verhoeven, som vi kender fra Lemaitres foregående 3 thrillers, er altid god at gense. Han er ikke, som politifolk er flest, idet han har andre tilgange til opklaringsarbejde end andre politifolk.
På et tidligt tidpunkt i bogen kommer man også til at kende gerningsmanden Jean Garnier. Det er især Garnier og Verhoevens karakterer der for alvor beskrives og det på bedste vis. Selv om de øvrige personer ikke er så grundigt beskrevet, formår Lemaitre alligevel også at give læseren et godt indblik i dem. Også beskrivelser af steder og miljøer er fine.
Læsningen giver anledning til, at man som læser også gør sig nogle overvejelser over, hvor langt politifolk må gå, når der foretages forhør for at komme en opklaring nærmere.
Pierre Lematres har ind imellem en lidt finurlig måde at skrive på. Eksempelvis bruger han jævnligt parenteser hvori han med få ord skaber stemning og forklaringer.
Bogen slutter med noget af en overraskelse.
