Forlagets beskrivelse:
En ung pige lægger sig på sporvognskinnerne i Stockholmsforstaden Bromma og lukker øjnene. I en anden del af Sverige ligger en mand levende begravet i skoven og venter på en afslutning. Ingen af deres familiemedlemmer eller venner ved noget om den katastrofe, der truer. Kan deres liv reddes?
De to mennesker kender ikke hinanden, men har noget livsvigtigt til fælles. Det er op til kriminalinspektør Emma Sköld at finde sammenhængen, før det er for sent. Men sagen tager en uventet drejning og bliver langt mere personlig og skræmmende, end Emma kunne have forestillet sig.
Betina Nielsens beskrivelse:
Jeg er overrasket…….totalt overrasket. De seks foregående bøger i Sofie Sarenbrants serie om kriminalinspektør Emma Skjöld har bestemt ikke været min kop the. Der har været for meget kærligheds fnidder og intetsigende plots, der aldrig rigtigt har kunne fange min fulde opmærksomhed.
“Skammekrogen”, som er den syvende i serien, ændrer totalt mit billede af Sarenbrant. Fra start af var jeg på og havde meget svært ved at lægge bogen fra mig.
En uhyggelig psykologisk, nøje gennemtænkt og yderst aktuel handling ruller sig ud på fornemste vis. Man kommer som læser igennem hele følelsesregisteret. Gys, uhygge, vrede, hævngerrighed, empati for både de gode og onde i handlingen, er nogle af nøgleordene for min oplevelse af bogen.
Sarenbrant tager fat i nogle temaer, som vi alle kan nikke genkendende til i en eller anden grad.
Emma Skjöld, skal finde hoved og hale på to skræmmende hændelser, der i første omgang ikke ser ud til at have noget tilfælles. Uheldigvis viser det sig, at Emmas privatliv uundgåeligt bliver blandet ind i hendes efterforskningen. Dermed er hun presset ud i beslutninger, hvor hun er nødt til at pakke personlige følelser væk. Der er stadig kærlighed og følelser med i bogen, men heldigvis i en tilpas mængde, hvor det er relevant for selve handlingen.
Hvis du er ny læser af Sarenbrant er dette bogen, du skal starte med. Så er du nemlig sikret en brandgod læseoplevelse.
I slutningen af bogen bliver man efterladt med årets største cliffhanger. Så nu gælder det om at nyde forventningens glæde og håbe på Sarenbrant er hurtig på tasterne.