Så landede der endnu en Jack Reacher på Storytels ereader og det har været en fornøjelse at læse den. Inden jeg går videre med min anmeldelse, så kan du her læse hvad forlaget skriver om bogen:

Den forhenværende militærpolitimand Jack Reacher har isoleret sig i Key West, hvor han bruger dagene på at udgrave svømmepøle. Her opsøges han af privatdetektiven Costello, der er på udkig efter ham. For ikke at komme i vanskeligheder undlader Reacher at afsløre sin identitet. Da han senere finder Costello myrdet, bliver han klar over, at han må se at komme væk i en fart.Mordet på Costello igangsætter nogle spørgsmål hos Reacher: Hvem er Costellos arbejdsgiver – den gådefulde mrs. Jacob? Og hvorfor er hun så opsat på at finde ham? Samtidig i New York er en enhåndet mand ved navn Hook Hobie i gang med at lænse en forretningsmands virksomhed for alle værdier. Efterhånden som Reacher optrevler sagen, står det klart, at der spilles med høj indsats. Han er ikke den eneste, der ønsker at finde mrs. Jacob, og hans undersøgelse af sagen viser sig at blive et spørgsmål om liv eller død. Sidst, men ikke mindst bliver Reacher konfronteret med sin fortid, og den konfrontation bliver afgørende for hans videre skæbne.

Lee Child blev født i 1954 i Coventry, England, men er vokset op i Birmingham. Han studerede jura i Sheffield og arbejdede hos Granada Television i Manchester i atten år som underdirektør. I 1995 satte han sig til at skrive sin første bog, den første i Jack Reacher-serien. Den blev en øjeblikkelig succes, og siden har serien gået sin sejrs­gang på bestsellerlister over hele verden. Lee Child betragtes i dag som en af verdens største krimiforfattere, med mere end 100 millioner solgte bøger.

Anmeldelse:

Wauw, siger jeg bare. Jeg er en stor fan af Jack Reacher, så måske er jeg ikke så objektiv, men vil dog prøve alligevel. Plottet som forlaget så fint beskriver giver jo virkelig Reacher en del at se til og hans fortid begynder at rumstere og jo længere vi kommer ind i bogen, jo mere lærer vi om ham. Det har jeg set frem til længe, da jeg har følt han blev lidt gennemsigtig for mig i de tidligere bøger. For alle har en fortid, og hvorfor er han som er? Det får vi endelig lidt mere svar på her.

Lee Child skriver i et letforståeligt sprog og siderne er nemme at komme igennem. Der kommer dog ofte nogle lidt længere passager med beskrivelser af bolig/natur/områder, slåskampe og andet som jeg finder lidt unødvendigt, men det er nemt at skimme hen over og kommer videre til noget reel handling.

Bøgerne kan sagtens læses hver for sig, men som med alle serier, så får man mest ud af at læse dem i rækkefølge, da man ofte følger hovedpersonens udvikling og får baggrund med i forhold de primære personer.

Jeg kan varmt anbefale Lee Childs bøger om Reacher og har man lyst til at se filmene også er det jo også en mulighed. Der er pt tre film med Tom Cruise i rollen som Reacher. Han er ikke lige min kop te til dén rolle, men læs bøgerne og se hvad du synes. Der er ihvertfald smæk for skillingen, gang i næverne og en dejlig masse militær jargon, så disse bøger anbefaler jeg ofte til mænd og andre som ønsker et lidt mere råt miljø og bøger uden for mange bi-historier.

Reacher får fire hjerter af mig og jeg ser frem til at møde ham igen.

fire krimihjerter

Udgivet af: Jentas

Dato: 16/8 2019

Har du læst den? Hvad synes du?