“Skruestikken” af Flynn Berry

Denne bog er indtil videre anmeldt af både Betina Nielsen og Per Drustrup Larsen.

Se anmeldelserne herunder:

Fra bogens bagside:
Da Nora tager toget fra London for at besøge sin søster, Rachel, på landet, forventer hun at møde hende på stationen eller derhjemme i færd med at lave mad. Men da Nora træder ind i Rachels velkendte bondehus, finder hun sin søster liggende i en blodpøl.

Nora er lammet af sorg, og hun er klar over, at hun aldrig mere vil kunne vende tilbage til det liv, hun kender. Nora stoler af flere grunde ikke på politiet, og hun kaster sig selv ud i efterforskningen vel vidende, at der er dunkle hemmeligheder i hendes og søsterens fortid, som kan have stor betydning for opklaringen.

Min anmeldelse:
Da jeg efter de første afsnit havde vænnet mig til forfatterens sikre fortællestil, hvor stemninger og personerne er i centrum før plottet, og hvor der springes i kronologien, fik jeg mig en intens og spændende læseoplevelse!

Med Nora som jeg-fortæller får vi en psykologisk og stærk krimihistorie om traumer, søstres tætte forhold, kærlighed, mistillid, sorg og vrede. Nora går i gang med sin egen efterforskning af mordet på søsteren og leder tilbage i hendes og søsterens fortid, hvor Rachel som ung blev offer for et voldsomt overfald.

Noras efterforskning og mistanker retter sig også mod lokale folk i den lille engelske by, hvor Rachel havde bosat sig, og her har Barnaby bestemt aldrig været. Det er en mere troværdig befolket og moderne by, Flynn Berry sender Nora ud i, og de medvirkende politifolk er på samme måde som de øvrige personer i bogen helt troværdige og interessante skikkelser.

Jeg synes, det er en fantastisk debut, der lover rigtigt godt for kommende gode læseoplevelser med Flynn Berry som fortæller, og hun må gerne fortsætte sin gode fortællestil. For hvor var det en fornøjelse som læser at befinde sig rigtigt langt fra den kronologisk fremadskridende og actionfyldte krimi, hvor en journalist eller en misbrugende politimand er på spil.

fire krimihjerter

Flynn Berry
Skruestikken
Hr. Ferdinand, 2016

(337 sider)

Per Drustrup Larsen – Drustrups Bogblog


Forlagets beskrivelse:

Da Nora tager toget fra London for at besøge sin søster på landet, forventer hun, at søsteren vil tage imod hende på stationen, eller at hun vil være derhjemme i fuld gang med at lave mad. Men da Nora ankommer til søsterens hus, venter der hende noget ganske andet: Hun finder søsteren brutalt myrdet.   Nora lammes af sorg, og samtidig ved hun med sig selv, at hun aldrig mere vil kunne vende tilbage til det liv, hun kender. Nora har af forskellige grunde ikke tillid til politiet, og hun mener ikke at kunne overlade efterforskningen af søsteres død til dem. Plaget af tabet af sin søster, og de hemmeligheder der omgiver søsterens død, udsætter Nora sig selv for stor fare, da hun selv begiver sig ud i at efterforske mordet. Hendes frygt bliver til besættelse, og hun forandrer sig i takt med afdækningen af søsterens liv.

Skruestikken er en medrivende psykologisk thriller om sorg, og hvad den kan gøre ved os, om den frygtindgydende magt fortiden kan have over os og en undersøgelse af den stærke kærlighed mellem to søstre.

Min anmeldelse:

Én ting er gået op for for mig, ved at læse denne bog. Hvis der står “for fans af Kvinden der forsvandt og Kvinden på toget”, skal jeg holde mig langt væk. De to nævnte bøger er jeg aldrig kommet igennem, og det kneb også gevaldigt med denne her.

Der sker simpelthen for lidt, der er for meget snak og jegfortælleren er gabende uinteressant. Sproget virkede for mig ret kunstigt, og det gjorde at læsningen ikke blev flydende, men jeg hakkede mig frem. Der er ellers det mord man forventer og en opklaring af dette. Men det bliver bare aldrig mere end jævnt kedeligt.

Nok om denne bog, da jeg allerede har brugt for lang tid på den.

To krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?