Bogen er anmeldt af Per Drustrup og Anna-Luisa Alonso
En ældre mand findes myrdet, skuddræbt i hovedet på klos hold uden for sit hjem i det sommerdøsige fiskerleje Ronehamn. Det er den tooghalvfemsårige Heinz Meyer, der er død.
Heinz Meyer kom som en af flere sårede tyske soldater til Gotland efter Anden Verdenskrig for at modtage pleje. Siden levede han i over tres år en stille tilværelse i den lille flække på Gotland. Maria Wern bliver sat på sagen om det koldblodige mord og har svært at finde noget motiv til det. Fiskerlejet få beboere er modvillige til at hjælpe med oplysninger, og det gør ikke opgaven nemmere. Marias egen verden ramler, da der sker et dødsfald i familien. Og som om det ikke skulle være nok, sker der noget på hendes børns sommerlejr, som vækker politiets opmærksomhed: pigen Millar forsvinder.
Pers anmeldelse:
Som det fremgår af handlingselementerne fra bagsiden, er man som læser på kendt grund: Sverige, Gotland, fortidige begivenheder har betydning for plottet, lokalmiljø, personlige problemer for politihovedpersonen osv.. Jeg var selvfølgelig interesseret i at finde ud af, hvordan historiens forskellige ender mødtes til sidst, og basalt set hvem forbryderen/forbryderne (jeg afslører ikke det mindste) er, men rigtigt spændt blev jeg ikke aldrig rigtigt.
At læse bogen var ligesom at se en af de mange filmatiseringer af de mange (19 i alt på svensk, men denne er kun den femte på dansk – og nr. 15 i rækken) bøger om Maria Wern. Filmene finder jeg ganske afslappende og underholdende, og så varer de ikke så lang tid at se, som det tager at læse bogen. Og det gør slet ikke noget. Strukturen og plottet mindede mig også om at læse f.eks. en tidlig Läckberg-krimi.
Kort konklusion: En blød, moderat spændende mellemvare, der ikke formår for alvor at overraske. Det er der helt sikkert mange læsere til, men jeg blev ikke rigtigt interesseret og er ikke den overbeviste fan, så derfor må jeg nøjes med at give den 5 point på min blogs 10-points krimiskydeskive og 2 1/2 krimihjerter (men det kan jeg ikke, så det bliver 3 flinke hjerter) her.
Anna Jansson
Skyggebarn
People’s Press, 2018
324 sider
Per Drustrup Larsen – Drustrups
Anna-Luisas anmeldelse:
Skyggebarn er en krimi om børns sårbarhed – og det er faktisk denne del jeg er mest begejstret for i bogen.
Når jeg skriver sådan er det fordi jeg synes at selve krimidelen er til den lidt langtrukne side – mens den sekundære historie om Mirela faktisk fanger mig. Jeg synes Anna JAnsson formår at beskrive børns evne til at skjule “slemme ting” på en fin og nuanceret måde, og jeg skræmmes lidt over myndigheder eller autoriteters manglende mulighed for at gribe ind i tilfælde, hvor der fx er vold eller overgreb mod børn.
Er du til krimier, der ikke bare tilbyder et godt plot, men derimod gerne vil have en historie fortalt, så vil du synes om Skyggebarn.
Hvis du var til Lisbeth Zornigs bøger, vil du helt klart også synes om denne.
Jeg så dog selv gerne lidt mere tempo og uhygge, så Anna Jansson må slå sig til tåls med 3 fine krimihjerter fra mig.