“Snehvide skal dø” af Nele Neuhaus

Forlagets beskrivelse: På en regnfuld novemberaften bliver politibetjenten Pia Kirchhoff og hendes kollega Oliver von Bodenstein kaldt ud til et mistænkeligt trafikuheld. En kvinde er faldet ned fra en gangbro, blevet påkørt af en bil og er kommet slemt til skade.

Kvindens navn er Rita Cramer. Og Pias og Olivers søgen efter hvem hun var, leder dem til den lille landsby Altenhain, hvor Rita Cramer boede. Det viser sig, at byen gemmer på flere mysterier, der er knyttet til hende. Elleve år tidligere forsvandt to syttenårige piger sporløst, og den mand, der dengang blev dømt for forbrydelsen, er Rita Cramers søn, Tobias. Han er netop blevet løsladt.

Pia og Oliver mødes af en mur af tavshed i lillebyen. Og da endnu en ung pige forsvinder, begynder det at ligne en gentagelse af fortidens synder. Hvem der står bag, har byens beboere en klar mening om, og de er ikke bange for at tage sagen i egen hånd.

SNEHVIDE SKAL DØ er en kringlet krimigåde og karakterbåren page turner om hævn, sladder og det, der skjuler sig bag facaden. Bogen er den første bog på dansk i serien om politibetjentene Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein.

Anne Marie – krimitteam anmelder: Nele Neuhaus er en tysk stjerneforfatter, født 1967. Hun er for Tyskland, hvad Sara Blædel, Helle Vincentz og Anna Grue er for Danmark. En virkelig god krimiforfatter, som formår at sætte en historie sammen med så mange forskellige tråde at det er imponerende at hun får dem samlet til sidst.

Jeg var virkelig begejstret for denne bog. Jeg er i gang med at udvide min krimi-horisont og det er på tide at skubbe mine “klassiske” engelske, danske og amerikanske krimier lidt til hjørne. Der findes så mange andre gode forfattere fra andre lande, som fortjener at blive læst. Jeg har jo tidligere anmeldt “Nat over Germania” af Harald Gilbers, som ligeledes foregik i Tyskland og jeg er blevet svært begejstret for disse krimier som formår at udfordre mig i forhold til historiens udvikling og især forfatterens talent for at lade hovedpersonerne fæstne sig i min hukommelse og faktisk komme til at savne dem, når bogen er slut.

For at vende tilbage til den kære Nele Neuhaus, så har hun her skrevet en krimi som får et lille landsbysamfund til at slå sprækker i den velpolerede overflade. Alt er ikke hvad det ser ud til at være og byens borgere har hemmeligheder, som de for alt i verden ikke ønsker at indvie politiet i.

Man får hurtigt sympati for hovedpersonen – den nyligt løsladte Tobias, som kæmper for at få oprejsning efter endt afsoning for mord, samt skammen og skylden over hvad hans fængsling har forårsaget. Det var ikke kun Tobias der blev straffet, også hans forældre er endt i en deroute, som Tobias har svært ved at komme sig over. Som forlagets beskrivelse fortæller, så forsvinder en pige – som dengang Tobias blev anklaget og dømt for mordene på hans to ex-kærester, Laura og Stefanie. Men har Tobias noget at gøre med den nye piges forsvinden, og myrdede han sine eks-kærester? Jeg synes helt sikkert denne bog skal være en del af din sommerlæsning – så lån den på biblioteket, og fordyb dig i en spændende, farverig og yderst interessant fortælling om et lille landsbysamfund hvor både husfacader og beboer er velpolerede, men bagved facaden lurer råd og fordærvethed.

Fem krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?