Bogen er anmeldt af både Anne Marie Jensen, Per Drustrup Larsen, Jan Findal og Lone Maj Knudsen.

Forlagets beskrivelse: 
Da et dansk medicinalfirma skal lancere sin største satsning nogensinde – en banebrydende pille til kvinder med depression som også mister sexlysten – får den administrerende direktør nys om, at en medarbejder anonymt har sendt ulovlige dokumenter til Lægemiddelstyrelsen.

Han kontakter CJ Consult, hvor Sofie Munk netop er blevet ansat, og hun får til opgave at finde den skyldige. Men hun har knap taget hul på efterforskningen, før alle hendes alarmklokker kimer. Meget tyder nemlig på, at direktøren har væsentligt større problemer end nogle forbudte papirer.

For en medarbejder har åbenbart haft sin helt egen dagsorden. Ud over de indsendte dokumenter har vedkommende nemlig taget sagen i egen hånd og fjernet alt – og alle – der kunne stå i vejen for pillens succes.

Søster min er andet fritstående bind i serien om antropologen Sofie Munk, som endelig finder sin rette hylde, da hun bliver ansat som privat efterforsker.

Anne Maries anmeldelse:
Jubii! Jeg har sådan glædet mig til at høre mere fra Helle Vincentz og ikke mindst følge hovedpersonen, Sofie Munk. Så to’eren har været længe ventet.

Igen følger vi Sofie Munk, som er antropolog og har kæmpet for at finde ud hvilken hylde i arbejdslivet hun skulle ende på og det ser nu ud til at være lykkedes, da hun er blevet ansat som privat efterforsker for CJ Consult. Sofie bliver involveret i en sag fra medicinal branchen – et nyt banerbrydende produkt til kvinder – et produkt mod depression.

Sofie klør på med krum hals, men må hurtigt indse at den sag hendes chef mener er forholdsvis ligetil er alt andet end netop dét. Og så må Sofie arbejde hårdt på at komme til bunds i en sag, som måske har kostet mere end bare mange penge, men også liv.

Som læser er du med hele vejen og selv om man intet ved om medicinalbranchen så er man godt underholdt, da handlingsforløbet virker plausibelt, og ikke mindst så er det en glæde at læse en spændingsroman med gode spændingsmomenter, der ikke bliver urealistiske.

Uden at gå yderligere detaljer med handlingen, så vil jeg stærkt anbefale at læse Helle Vincentz bøger om Sofie Munk. Det er spændingsromaner af høj kvalitet. Jeg giver “Søster min” fem store hjerter. Jeg var underholdt fra start til slut, og emnet fangede mig virkelig.

Forlag: PeoplesPress

Udgivet: 31/1-2019

Fem krimihjerter

Per Drustrup Larsens anmeldelse:

Hovedpersonen Sofie Munk har i denne bog skiftet jobbet som antropolog ud med sin indsats som privat efterforsker. I seriens første bind “Stjålne liv”, som jeg aldrig har fået læst, fordi der har været så mange andre bøger forbi mine læsebriller, var omdrejningspunkterne store problemer på en fertilitetsklinik samt magtkampe i dansk politik. 

 

Denne nye bog er helt oplagt baseret på omfattende research af arbejdsprocesserne i medicinalindustrien og procedurerne for godkendelse af ny medicin. Og det ville nok blive lidt for teknisk til en almindelig krimi, men i en videnskabsbaseret spændingsbog om medicin, medicinforskning og medicinforsøg som denne er det en helt nødvendig ingrediens.

 

Samtidig med beskrivelserne fra medicinalbranchens følges opklaringen af sagernes rette sammenhæng intenst. Selvfølgelig har ikke alle helt enstrengede dagsordener og rent mel i posen, og lige så selvfølgeligt bliver det rigtigt farligt. Bogen er rigtigt spændende og overraskende. Dertil kommer, at Sofie Munk er en interessant figur, der både vokser med opgaven og som person i løbet af læsningen af bogen.

 

Jeg har med stor fornøjelse læst Helle Vincentz øvrige spændingsbøger fra Kenya, Filippinerne og Grønland, hvor hovedpersonen Caroline Kayser på forskellig og meget dramatisk vis bl.a. blandes i politiske og økonomiske magtkampe om olie. Med disse positive oplevelser med Helle Vincentz bøger ærger det mig lidt, at jeg ikke har fået læst den første bog om Sofie Munk. Det skal jeg helt sikkert have rettet op på – under alle omstændigheder inden næste bind i serien skal læses.

 

Denne bog får 8 sikre skydeskivepoint på min egen blog og og 4 krimihjerter her fire krimihjerter 

 

Per Drustrup Larsen  –  Drustrups Bogblog

Helle Vincentz 

Søster min

People’s Press, 2019

368 sider

 

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

 

Jan Findals anmeldelse:

”Søster min” er en spændingsroman, der foregår i medicinalindustrien. Hovedpersonen er Sofie Munk, som er tilknyttet det private efterforskningsbureau, CJ Consult. Hun får som opgave at finde ud af, hvem der i det store danske medicinalfirma NomoDep Pharma har sendt ulovlige dokumenter til Lægemiddelstyrelsen i forbindelse med firmaets største satsning nogensinde – en banebrydende pille til kvinder med depression, som mister sexlysten.

Sagen er bestemt ikke ligetil, og efterhånden viser det sig, at en medarbejder ved NomoDep Pharma har gjort sig ihærdige anstrengelser for ved hjælp af ulovlige midler og meget grove handlinger at bane vejen for pillens succes.

For at finde ud af, hvad det hele handler om, må Sofie Munk som en anden undercover agent undersøge medicinalbranchens mange grene.

Man kan ikke andet end beundre Helle Vincentz for den fantastiske viden, hun har om medicinalindustrien, og som hun videreformidler til læseren. Hun må have brugt enorm megen tid på research.

Mange spændende personer optræder på meget troværdig vis i bogen. Det er meget forskellige persontyper, man møder. Sofie Munk fx er en helt utrolig ihærdig og seriøs kvinde, når hun arbejder, men er et rodehoved og en kærlighedshungrende pige i andre situationer. Jeg holder meget af Sofie Munk.

Helle Vincentz gør også meget ud af at beskrive, hvad der sker inde i hovedet på mennesker, der får en depression. Ligeledes hører man, hvordan det ikke bare er personen selv, der rammes, men også i høj grad familie og omgangskreds.

De mange forskellige miljøer, der bliver præsenteret i bogen, er yderst interessante og forskelligartede.

Den direkte spænding, uhyggen og gyset skal man ikke forvente at få, når man læser ”Søster min”. Spændingen ligger i det ”urene trav”, der her foregår i medicinalbranchen.

For mit vedkommende var bogen ikke en, jeg kunne haste igennem. Der er et mylder af vidensformidling, man skal forholde sig til, og der er en del at holde styr på med de mange personer og steder, man bliver præsenteret for. Her kunne jeg godt have ønsket mig en personliste, hvor man kunne se, hvilke dele af medicinalverdenen personerne hører til.

”Søster min” er en spændende og interessant bog, der giver sin version af, hvad der kan foregå i medicinalbranchen, når der er penge og prestige på spil, og man for vindings skyld ikke tager tilstrækkelig hensyn til menneskers ve og vel.

fire krimihjerter

People’sPress 2019 – 367 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

 Lone Maj Knudsens Anmeldelse

Så er der endelig nyt fra efterforsker Sofie Munk. Denne gang skal Sofie undersøge medicinal-industrien. Samtidig med, at Rasmus som arbejder i Lægemiddelstyrelsen, begyndt at interessere sig for hvordan det kunne være at Hanne – hans kollega har begået selvmord. Ved at vælge medicinalindustrien er der mange muligheder for modstridende interesser. Medicinalvirksomhederne vil gerne maximere deres indtjening, men falder de for fristelsen for at gøre det på bekostning af andre.

Har man, som jeg, selv mærket følgerne af en depression eller haft det inde på livet på andre måder – så vil meget nemt kunne relatere sig til historien. Det vil man også sagtens kunne alligevel.

Søster min – er bygget rigtig flot op, den er vedkommende, spændende, ikke til at lægge fra sig og levende fortalt. Der er masser af tvist – lige frem til slutningen.

Det var én af de bøger, jeg ikke havde lyst til skulle ende. Det at jeg havde svært ved at lægge den fra mig, betød at jeg i et hug læste de sidste 150 sider.

Det har været en fornøjelse at være i selskab med Helle Vincentz’ Sofie Munk. Jeg elskede hvert et sekund.

Med Helle Vincentz ved man, at hun altid giver sig i kast med de helt store brancher. Her er det medicinalindustrien som får liv. I denne er det heldigvis en anden vinkel end mange andre spændingsromaner om medicinalindustrien. Her er det ikke at virksomheden vil spare penge på testforsøgene og derfor får dem foretaget i Afrika. Til gengæld om det pres medarbejdere i Lægemiddelstyrelsen skal stå imod.

Jeg giver Søster min mine varmeste anbefalinger.

Søster min af Helle Vincentz er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press

 Fem krimihjerter

Du kan finde flere anmeldelser og lign på min egen krimiblog Krimihjerte.

 

 

 

 

Har du læst den? Hvad synes du?