Frank Frølich har sagt sit job i politiet op og er begyndt som privatefterforsker.

På vej hjem fra en rutineopgave for et forsikringsselskab møder han den farverige Matilde og forelsker sig hovedkulds. Mødet bliver startskuddet til en række hændelser, hvor Frølich først bliver involveret i en personeftersøgning, der skal hjælpe en asylansøger (og Matilde), men som i virkeligheden dækker over noget andet og farligere.

Han bliver kastet direkte ud i en brandvarm storpolitisk affære om passagerfærgen Sea Breeze, der for år tilbage under mystiske omstændigheder gik i brand og krævede flere end 150 dødsofre. Og pludselig befinder Frølich sig ubehageligt centralt i politiets efterforskning af drabet på en forfatter, der skrev kontroversielt om både asylpolitik og Sea Breeze. (Fra bogens bagside.

Min anmeldelse:
Denne gang er jeg dykket lidt ned i stakken med de ikke helt nye bøger:

Del 8 i serien om Gunnarstranda og Frölich, der denne gang dog ikke er makkere mere. Som privatdetektiv indblandes/blander Frölich sig i en sag, der breder sig i flere retninger. Det ene handlingsspor er vilkårene for immigranter i Norge og eftersøgningen af titlens søster, der er den forsvundne asylansøger. Det andet er meget, meget inspireret af virkelighedens komplekse sag om branden og de mange døde på Scandinavian Star. I bogen hedder skibet Sea Breeze, men der er ingen tvivl om, at forfatteren har styr på det uprofessionelle og endnu ikke ordentligt afsluttede arbejde med at opklare den sag. Det er der mange eksempler på i romanen. Samtidig er der en parallel historie om forholdet mellem Frölich og Matilde. Desuden spiller Gunnarstranda selvfølgelig stadig en rolle. Heldigvis.

Det hele giver en spændende og – som vanligt fra Kjell Ola Dahls hånd – velskrevet historie. Alligevel savner jeg lidt fokus, for selv om de to spor hænger noget sammen, så var det lidt som at læse to parallelle historier. Sagen om Sea Breeze/Scandinavian Star fylder nemlig efter min mening forholdsvist for meget i forhold til flowet og sammenhængen i den samlede historie. Vægten kunne efter min menig have været bedre placeret på den anden centrale del af historien, hvor konflikterne står stærkt, og hvor Frölich på alle måder kommer langt omkring.

Tilbage i mit hoved står – et par dage efter endt læsning – endnu en rigtig god norsk krimi bygget på relevant og realistisk baggrund samt med samfundskritisk vinkel og rigtigt interessante og godt beskrevne personer.

Trods de nævnte forbehold får bogen 8 sikre point på krimispændingsskydeskiven på min egen blog og lige så sikre 4 krimihjerter her:fire krimihjerter

Kjell Ola Dahl
Søsteren
Modtryk, 2018
366 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Per Drustrup Larsen  –  Drustrups Bogblog

 

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments