“Solstrejf” af Claus Hagstrøm.

Denne bog er indtil videre anmeldt af både Betina Nielsen og Jan Findal. Se anmeldelserne herunder:

Forlagets beskrivelse:

Liget af en rigmandsdatter findes i en dyb og kold sø. Pigen er blevet kvalt og seksuelt mishandlet. På hendes lig finder politiet et guldkors. Et såkaldt andreas-kors ofte anvendt symbol i sadomasochistiske verden. Drabsafdelingen står på bar bund. Den dybt alkoholiserede konsulent Kristian Wang bliver hyret til at opklare det bestialske mord.

Sammen med kriminalbetjenten Signe Keldsen trænger han længere og længere ind i sm-miljøet. En verden kun de indviede kender til.  En verden af tvang, underkastelse og straf. Men morderen vil gøre alt for at holde den sorte verden hemmelig. Mordet på rigmandsdatteren bliver ikke gerningsmandens sidste. Og snart er Kristian Wang i alvorlige vanskeligheder.

“Der er ingen empati at spore i blikket på hendes bøddel, kun rablende vanvid blandet op med en sadistisk lyst hun aldrig før har set i noget menneskes øjne. Hun har ikke længere nogen tidsfornemmelse, ingen identitet, og mindst af alt.. intet håb. Langsomt mærker hun den velsignede glemsel trænge sig på.”

SOLSTREJF er første bind i en serie på i alt fem bøger om den forhutlede konsulent Kristian Wang.

Betina Nielsens anmeldelse:

Claus Hagstrøm har med sin debut krimi “Solstrejf” skudt starten i gang til en serie på i alt fem bøger om Kristian Wang. En alkoholiseret  betjent, der er forvist fra korpset og nu kalder sig konsulent i Wang Security, dog uden evne til at tage sig sammen til at lave noget særligt.

Wagn bor i sit sommerhus, hvor han mest bruger sin tid på den lokale Jægerhytte for at spise og drikke. Kristian har nu været single i tre år, da hans kæreste pludselig forsvandt, og det er endnu ikke lykkedes, hverken politiet eller Kristian, at opklare dette mysterium.

I Kristian Wagn har Hagstrøm skabt en personlighed, der rummer så meget forskelligt, at han hurtigt ramler ind i hjertet på dig, og han bliver interessant at følge i de kommende bøger.

Solstrejf er en krimi med alle de elementer, man som læser forventer er til stede, men på samme tid er den MEGET anderledes, end de krimier, der er på marked.

Man skal bestemt ikke være sart for at læse den. Her tænker jeg ikke kun på den bloddryppende detaljerede beskrivelse af ondskab, der følger i kølvandet af morderen, men også på de sexbeskrivelser, der er i bogen.

Da morderen og hans ofre er en del af SM-miljøet, er det en anden verden, man bliver præsenteret for, end Hr og Fru Danmark lige er vant til.

Her er jeg lidt splittet, for jeg er vild med Hagstrøms måde at skrive på, vild med Kristian Wang, synes SM beskrivelserne er spændende men skræmmende og plottet holder hele vejen igennem.

Men…….jeg synes personligt, at der er puttet lidt for meget sex ind i krimien. Der er flere afsnit med Kristian og hans behov, jeg hellere ville være foruden, da det var unødigt fyld, og gjorde ikke noget godt for selve handlingen.

Ikke, at der ikke må være noget sex, for det ville være helt usandsynligt, at kunne skrive netop denne her krimi uden. Det er jo det, der også er med til, at gøre den god.

Måske skulle man på omslaget skrive “Erotisk krimi”, så der ikke er nogen, der får kaffen galt i halsen 😉

Jeg vil bestemt læse den næste bog i serien, for Claus Hagstrøm og Kristian Wagn har noget nyt og spændende at byde på.

fire krimihjerter

ANMELDELSE af JAN FINDAL

Forlaget Snepryd 2016 – 354 sider

Bogen er Claus Hagstrøms debutroman. Jeg føler mig ret sikker på, at det er en debut, der vil blive lagt mærke til, fordi handlingen finder sted i SM-miljøet. Hvad der foregår her, er meget grundigt beskrevet. Mange vil nok sige for grundigt.

En ung rigmandsdatter Sara bliver fundet dræbt i Esrum Sø. Politiet står efter 1 års efterforskning på bar bund og allierer sig efter pres fra Saras familie med Kristian Wang. Han har nu slået sig ned som privatdetektiv, efter at være blevet afskediget som efterforsker ved Københavns Politi. Selv om han er stærkt alkoholiseret, mener familien, han kan være med til at sætte mere turbo på efterforskningen. Det er familien, der betaler ”gildet”.

For mig lyder det usandsynligt, at en privat efterforsker kan blive tilknyttet til en politiefterforskning og tilmed med økonomisk støtte fra en rigmandsfamilie.

Beskrivelsen af den alkoholiserede Wang er glimrende. Alkoholismen til trods fejler hans evner, som efterforsker intet, og desuden formår han stadig at tiltrække dejlige unge damer.

Wang sættes i efterforskningen sammen med den veldrejede politibetjent Signe Keldsen, og opklaringsarbejdet fører dem ind i SM-miljøet. Et miljø som Signe Keldsen er yderst godt kendt med, eftersom hun selv færdes der som den dominerende part i diverse SM-forhold.

Jeg synes, det virker for søgt, at både hun, slægtninge til den dræbte og Kristian Wangs kone, der forsvandt for tre år siden, alle er tilknyttet SM-miljøet.

Hvad Signe Keldsen i øvrigt angår, omtales hun som kriminalassistent, en stilling som hun i sin unge alder ikke kan have, da den titel ikke længere eksisterer for nye efterforskere ansat i Afdelingen For Personfarlig Kriminalitet, som oprettedes med politireformen i 2007. Det betyder også, at det er forkert at bruge betegnelsen kriminalpolitiet. Det er der ikke noget, der hedder længere.

Miljøbeskrivelserne i bogen er gode. Der gøres rigtig meget ud af SM-miljøet, men også bogen øvrige miljøer er godt beskrevet fx stedet og omgivelserne hvor Wang har slået sig ned.

De, der går i gang med bogen, skal være klar over, at det er en bog, hvor det erotiske fylder overordentlig meget. Jeg synes også, at de mange omtaler af det mandlige kønsorgan er i rigelig mængde.

En af de virkelig barske personer i bogen er Bødlen, som udfører handlinger, som er helt uacceptable. Når Bødlen er med i handlingen, er det for mig overordentlig generende, at det personlige stedord “den” bruges om denne modbydelige person. Det burde være det personlige stedord “han”, der var blevet benyttet.

Citat fra starten af kapitel 19 side 93: “men bødlen ænser det ikke. Den har kun øje for …..”

Bogen er spændende og fuld af dramatik med både vold og flere drab.

Selve krimiintrigen i bogen er OK og slutter med en ganske fin overraskelse.

Selv om jeg har en del kritikpunkter, vil jeg bestemt læse den næste bog i serien om Kristian Wang, for han er interessant.

Tre krimihjerter

 

www.findalskrimiside.dk

Har du læst den? Hvad synes du?