Sporene vi efterlader os af Pernilla Ericson

Hvilke spor efterlader du dig på nettet? Du fortæller hvem du er, og hvad du gør, men du ved ikke, hvem der følger med…

Der sker brutale overfald på kvinder langs den grønne metrolinie, og frygten breder sig i Stockholm. Mens politibetjent Liv Kaspi er på tvungen orlov, som følge af en intern undersøgelse, rekrutteres hun til et lille privat team, Erlagruppen, der vil opklare sagen. Efterforskningen fører dem ind i de mørkeste kroge af nettet, og det viser sig, at den måde, hvorpå gerningsmændene finder ofrene, er djævelsk godt planlagt. Volden eskalerer, og da kvinderne begynder at forsvinde sporløst forstår Erlagruppen, at det er et kapløb med tiden. Det er kun et spørgsmål om tid, før Grønne linie-mændene opdager, at nogen er på sporet af dem…

 

Sporene vi efterlader os er svenske Pernilla Ericsons debutroman, og med denne start glæder jeg mig allerede til næste bind i serien om Erlagruppen.

Liv Kaspi er politikvinde med et særligt had til mænd der behandler kvinder dårligt. Årsagen hertil findes i Livs egen fortid og er konstant tilstede i Livs tanker.

Da Liv en aften på hendes gåtur overfaldes af en ung mand, vækkes hendes had til netop denne type mænd, og overfaldsmanden kommer slemt til skade da Liv angriber i det der til at starte med er selvforsvar. På grund af denne hændelse sendes Liv hjem på ufrivillig ferie.

Liv kontaktes dog umiddelbart efter af en anonym person som ønsker at tilbyde hende et job. Politikvinens nysgerrighed vækkes og Liv tager til et møde der kommer til at forandre hendes tilværelse for altid.

Den anonyme kvinde viser sig at være en stærk kvinde med solid erfaring i politiets arbejde, som ønsker at opklare sagen om Grønne linie inden politiet, som tilsyneladende er på bare bund.

Udover Liv er også en ikke helt uskyldig hacker, samt en indkøber af den slags, der kan skaffe dig hvad end du måtte ønske med i det nyoprettede team. Liv sættes derfor også i et moralsk dilemma, men vælger at takke ja til at til at være med.

Sporene vi efterlader os er ikke bare en hæsblæsende historie om brutalitet og nettets mørke side, men også en vanvittigt spændende bog, med et elskeligt team, der med hver sine forskellige personligheder taler til læseren.

Jeg fik bogen igår eftermiddags og har slugt den på en enkelt grå regnvejrsdag.

En absolut must read!

Fem krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments