7. del af den forrygende anderledes krimiserie om den unikke og grænseoverskridende profileringsekspert, Fanny Fiske.
De øvrige titler er: Som arvesynden(1), Liebe (2), Mit smukke lig (3), Mine piger, (4), Før jeg dør (5) og Kønslig omgang (6).
Dette er en dobbeltanmeldelse, for bogen er anmeldt både af min tidligere kollega og også bibliotekar emeritus, Bjarni Åkesson Filholm, og mig selv.
Fra bogens bagside:
Dr. Fanny Fiske, der verdenskendte profileringsekspert, har fundet en ny magelighed og siger nej til det meste, men ja, da hendes gamle samarbejdspartner, kriminalkommissær Berkowic, igen skal bruge hendes assistance i en drabssag.
Det besværlige mord efterfølges af flere mærkværdige mord. Fanny ser snart et mønster, der har de karakteristika, hun kender fra De terminale kvinders klub – klubben af kvinder med en terminal kræftdiagnose, som ikke har noget at miste og derfor uden videre kan sendes i byen for at genoprette lov og orden, hvor politi og domstole har svigtet.
Klubben må efter aftale ikke operere på Fannys territorium. Men da hun opdager, at de hærger på hendes område og har udviklet sig til en hær af raske, morderiske og højt organiserede amazoner, får hun problemer.
Pludselig modtager hun en opringning, om at hun er i fare og skal tage det første fly ud af landet. Langsomt går det op for hende: Hun er blevet lokkedue for et morderisk foretagende.
Bjarni Åkesson Filholms anmeldelse:
Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke en ivrig krimilæser.
Jeg er ikke engang en “almindelig” krimilæser. Genren appellerer almindeligvis ikke til mig bortset fra de klassiske kriminalhistorier om Leslie Charteris gentlemantyv “Helgenen” og Sjöwall og Wahlöös svenske krimier om uhyrligt grumme forbrydelser i det svenske folkhemmet, som kriminalkommissær Beck og hans håndlanger Gunvald Larsson i fællesskab opklarer. Vellykket filmatiseret som krimi-tv-serie med titlen “Beck”.
Når det er sagt, så var jeg på den anden side ret glad for at læse Susanne Staun, da hun skrev sine første romaner: “Sådan lyder en salonriffel” (1998) og “Gratis frokost” (1999). Det var ikke krimier, men velskrevne og grotesk humoristiske romaner med ind imellem vanvittige scener og personer. De historier satte sig spor.
Siden gik Susanne Staun krimi-vejen, og vore veje skiltes, indtil jeg igen stødte på hende i form af hendes to modige og veloplagte fagbøger “Fuck, en lækker røv!” og “Kort & cool” om sprog, grammatik og verbal behændighed. Det var guf.
Jeg var bekendt med, at Susanne Staun bl.a. har skrevet en krimiserie med en hovedperson ved navn Fanny Fiske. Umiddelbart virkede krimiernes emner for triste og sorgfulde for min smag. Jeg havde ingen lyst til at blive modfalden og trist med vilje ved at opsøge romaner med så trøstesløse temaer.
Men så hørte jeg for nyligt om Staun seneste krimi-roman “De terminale kvinders klub”, som er syvende bind i serien om profileringseksperten Fanny Fiske. Fanny, som almindeligvis er utraditionel og pænt egenrådig i de tidligere bind, skulle i den nye krimi være helt grænseoverskridende og fandenivoldsk. En af mine venner, som almindeligvis er begejstret for Stauns krimier, var stået af denne gang. Fanny Fiske var blevet for outreret.
Det lød jo ekstra fristende i mine øren, og det gjorde udslaget. Den ville jeg nu alligevel læse. Krimi eller ej, hjerteskærende indhold til trods.
Den handler om en klub bestående af kræftsyge kvinder med en håbløs diagnose for helbredelse, som tager loven i egne hænder, når det gælder børne- og hustrumishandlere, som er helt sluppet gennem retssystemet og domstolene uden passende straf eller straf i det hele taget. Så træder det hemmelige søsterskab i aktion og retter hårdhændet og effektivt op på retfærdighedsbalancen. En interessant idé.
Fanny Fiske er naturligvis bekendt med denne organisation, som dog i den nye bog overskrider de tidligere grænser for at operere på vegne af hævnens engle. Det går ud over vores barske heltinde, Fanny Fiske, som på trods af, at hun nyder sit magelige liv, er nødt til at flygte til Oman for at undgå selv at blive offer for fjender og venners rænke- og dobbeltspil. For hvem kan man egentlig stole på
En medrivende historie med en usentimental hovedperson, som er herlig og underholdende speciel. Fanny er smadderdygtig til sit arbejde, glad for vin og unge mænd og besidder en kynisk evne til at se meget klart på forskellige etiske problemstillinger.
Der er fart på historien, spænding i intrigen og sproglige godbidder. Alt ført med en ferm pen.
Der er også et par situationer af farceagtig karakter, hvor man som læser får “a little bit more information than needed” om Fannys lukkemuskel. Det hører nu med til portrættet af Fanny, og sådan er hun jo, – og jeg røber ikke, hvordan historien ender.
Læs den selv “all by your lonesome.”
Min anmeldelse:
Dejlig med et gensyn med Fanny Fiske! (Forfatterens seneste anden bog, “Manden i huset”, var efter min mening en kikser. Læs evt. om den HER https://blog.drustrup.dk/?p=959). Den foregående i serien, “Kønslig omgang”, er anmeldt HER https://blog.drustrup.dk/?p=628
Fanny Fiske er krimigenrens ubestridt mest uforudsigelige og grænseoverskridende hovedperson, så enten ryster man som læser på hovedet og lægger bøgerne fra sig, eller også nyder man den groteske handling med sort humor og politisk ukorrekthed. Jeg hører til den sidste gruppe.
Det vil ikke føre til noget godt at give flere informationer om handlingens detaljer, end der er afsløret i bagsideteksten. Blot vil jeg håbe, at flere krimilæsere vil give serien en chance som pause fra bestialske seriemordere og skærgårdsmiljøer.
Også denne gang har jeg undret mig over forfatterens evne til at finde på et fantasifuldt plot, der fører Fanny Fiske langt ud i verden og lige så langt ud i tovene. Denne gang er bogens handling dog lidt mere skæv og outreret og mindre kønspolitisk provokerende end den forrige bog, og det har jeg savnet. Derfor giver jeg “kun” bogen 8 skydeskivepoint på min egen blog og 4 krimihjerter her:
PS:
På Krimimessen i år gav Susanne Staun forklaringen på stednavnet, hvor Fanny Fiske bor i England. Det er i den (fiktive) by Cornwell-Grafton, som er opkaldt efter to amerikanske krimiforfattere med fornavnene Patricia og Sue. Også en sjov idé.
Susanne Staun
De terminale kvinders klub
People’s, 2021
280 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PER DRUSTRUP LARSEN – DRUSTRUPS BOGBLOG
