“Syndfloder” af Kristina Ohlsson

Forlagets beskrivelse:

En mand bliver fundet død, siddende i sin lænestol foran pejsen med et skudhul i brystet. Han har sin datters vielsesring på fingeren. En bedemand leder efter sin bror, som ingen andre savner. Bedemanden er sikker på, at broren og hans familie ikke er forsvundet frivilligt.

Samtidig kæmper en kvinde for ikke at miste kontrollen over sit liv, mens hendes mand bliver farligere og farligere. Snart vil det være umuligt for hende at beskytte sig selv og sine børn.

 

Betina Nielsens anmeldelse:

Vi er nu nået til sjette bog i serien med Fredrika og Alex, som vi læsere nu efterhånden kender på både godt og ondt. Det er ikke småting, de har oplevet i løbet af bøgerne og “Syndfloder” er heller ikke nogen undtagelse.

Mord på mord bliver begået og på forunderlig vis, har ofrene noget til fælles, nemlig gammel moralsk “gæld”. Dette går dog ikke op for Alex og Fredrika før morderen lægger ens spor på gerningsstederne og skriver breve stilet til Alex.

Efterhånden som opklaringen skrider frem, går det op for Alex og Fredrika, at morderen desværre nok skal findes i deres omgangskreds.

Kristina Ohlsson har skabt et godt og velkendt univers for os krimielskere, der med hendes velbeskrevne hovedpersoner gør, at man føler sig hjemme i hendes bøger.

Selve plottet er ugennemskueligt og de forskellige personlige problemer vores hovedpersoner slås med, er relevante og realistiske. De binder en flot sløjfe på krimihistorien, så alt ikke bare bliver mord og politiarbejde.

Desværre tyder alt på, at Ohlsson er færdig med at skrive om Alex og Fredrika. Dem kunne jeg ellers godt have brugt noget mere tid sammen med. Men heldigvis har Kristina Ohlsson nok mange andre gode krimibøger i ærmet, vi kan se frem til.

fire krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments