Denne bog er anmeldt af både Betina, Anna-Luisa og Per Drustrup
Forlagets beskrivelse:
EN MORDER ER LØS.
HAN ER I DIT HJEM.
HAN ER UDE EFTER BLOD.
En kvinde bliver fundet myrdet i sin lejlighed, efter at hun har været på Tinder-date. Hendes krop er tømt for blod, og politiet finder bidemærker på halsen. Medierne og politiets ledelse presser hårdt på for at få en hurtig opklaring af den bestialske sag, og politiet ved, at der kun er én mand, der kan løse opgaven: Harry Hole.
Harry Hole, der nu underviser på Politiskolen, har de seneste tre år levet et fredsommeligt liv sammen med sin Rakel, og han har intet ønske om at vende tilbage til det sted, der tog næsten alt fra ham. Men da endnu et offer bliver fundet, går det op for Harry, at han er nødt til at sætte alt til side for endelig at få fat i den morder, det aldrig lykkedes ham at fange. Hans jagtinstinkt er vakt.
TØRST er den 11. roman om Harry Hole, Oslo Politis måske bedste, måske værste, men under alle omstændigheder mest sagnomspundne drabsefterforsker.
Betinas anmeldelse:
Mit navn er Hole…….Harry Hole
Man kan ikke andet end at juble ved dette gensyn med Jo Nesbøs Harry Hole.
Nu er vi med på gys nummer 11 og os trofaste fans, har nu i mange år været med på noget af en rutchebanetur gennem alle de oplevelser/opklaringer Hole har været ude for. Vi kender ham som vores egen bukselomme på både godt og ondt.
I denne her sag møder Hole en gammel langt fra behagelig kending. Nemlig en morder fra Holes sidste sag, som han desværre ikke fangede, inden han fratrådte som efterforsker for at blive underviser på politiskolen. Et job Harry prøver at bilde sig selv ind, er nok for ham. Men da morderen efter tre år som usynlig dukker op igen, kan Harry ikke undertrykke sit efterforsker instinkt, og går igen all in for at fange en blodtørstig morder, der nyder at spillet spillet med Harry som modspiller.
Nesbø lader dig op til flere gange tro du har løst gåden, fundet ud af hvem morderen er og nu pænt kan slappe af. Ha ha, snydt, for magen til genialt og udspekuleret handling har jeg sjældent oplevet. Over 500 sider er nu fortæret, men jeg spræller stadig ubarmhjertigt i nettet. En hel del har jeg fået afklaring på, men bestemt ikke alt. Slutningen er selvfølgelig lige “diskret” afrundet med verdens største cliffhanger.
Jeg har lige fået et suverænt Hole-kick, jeg gerne vil have mere af hurtigst muligt.
Anna-Luisas anmeldelse
Tørst har for meget været et længe ventet gensyn med Harry Hole. The one and only. Og selvfølgelig leverer Hole og Jo Nesbø varen igen!
Harry har forladt drabsafdelingen og byttet den ud med undervisningslokaler for kommende politibetjente, som underviser på politiskolen. En dag kontaktes han dog af politidirektøren, som vil hente ham ind i opklaringen af nogle særdeles grusomme kvindemord. Harry presses til at sige ja – og som altid opsluges Harry Hole af jagten.
Jeg har simpelthen armene over hovedet efter at have læst sidste side i denne 11. bog i serien om Oslos mest sagnomspunde drabsefterforsker! Holes jagtinstinkt er tændt – og det samme er mit krimihjerte.
Kender i den der fornemmelse af, at man bare slet ikke er klar til at giveslip endnu? Du læser de sidste sider med bankende hjerte og svedige håndflader – Epilogen i Tørst er intet mindre end F A N T A S T I S K!
– Og det samme er bogen, som får mine varmeste anbefalinger. Jeg kan slet ikke vente på den næste.
Per Drustrups anmeldelse:
Jeg har savnet Harry Hole, som jeg har fulgt fra første bog, der kom for 20 år siden, og “Snemanden” står stadig som den krimi, der undervejs har overrasket mig mest, da jeg flere gange blev snydt, lige når jeg troede, at jeg havde gennemskuet plottet.
Efter et par mindre bøger – “Blod på sneen” og “Midnatssol” – der ikke er egentlige krimier, selv om lejemordere spiller centrale roller, men vægter nordnorsk kærlighed og spænding, så er Harry Hole heldigvis tilbage. Og han er tilbage i topform!
Titlens tørst kunne være de mange læseres tørst efter en ny beretning om Harry Hole, men mon ikke den primære grund til titlen er den regulære blodtørst, der indgår i de barske forbryderiske handlinger, som får Hole til at genoptage jobbet som efterforsker i jagten på den morder, der har snydt ham flere gange i tidligere bøger.
Samtidig referer titlen til Holes tørst efter alkohol, som tidligere har bragt ham mindst til kanten. I denne bog bliver han også ejer af en bar. Hvorfor mon og kan det gå godt?
Spændingskurven er støt stigende i bogen, der igen er fortalt med sædvanligt fast greb om alle virkemidler, og det vil være forbryderisk at afsløre ret meget mere af handlingen. Det vil ødelægge for meget, for selvfølgelig tager Nesbø os ved næsen flere gange i bogen. Herligt og kløgtigt!
Den afsluttende og elegante epilog lover godt nyt for alle os Harry Hole-fans!
Bonusinfo fra hæftet ”20 år med Harry Hole” modtaget sammen med bogen fra Modtryk:
Vidste du, at Jo Nesbø indsendte manuskriptet til den første bog i serien – Flagermusmanden – under pseudonymet Kim Erik Lokker? (Prøv at lave en anden orddeling!)
Mere bonusinfo:
Snemanden er filmatiseret med Michael Fassbender som HH og Charlotte Gainsbourg som Rakel, og filmen har verdenspremiere 13. oktober. Den skal jeg se, hvis jeg tør…
Bogen får 5 krimihjerter af mig her
og 10 point – et rent pletskud – på min egen blog:
Drustrups Bogblog