Flere forsvunde folk findes døde forskellige steder i Sverige, men hvorfor? Hvordan spiller naturen og hele områdets historie ind, og kan Eira Sjödin igen løse gåderne? Bind 2 i Ådalenserien, hvor “Stormfald” var første bind.

Fra bogens bagside:
Nord for polarcirklen, i det næsten forladte minesamfund Malmberget, er en mand spærret inde i en kælder og efterladt til døden.

700 kilometer sydpå, i et forladt hus ved Offersjön, dybt inde i de ångermanlandske skove, findes en mand sultet ihjel.

Eira Sjödin fra Kramfors politi i Ådalen involveres i efterforskningen, og da endnu en mand forsvinder, berører det Eira direkte. Hun er parat til at risikere alt for at finde ham.

Min anmeldelse:
Bogen er fortsættelsen til “Stormfald” i forfatterens serie fra Ådalen, og som jeg har anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=922. Jeg var meget begejstret for bogens på en gang klassiske opbygning og helt specielle vinkel. Den havde nogle interessante hovedpersoner, og så var den dejligt tæt knyttet til den geografiske skueplads for handlingerne. 

Denne fortsættelse har samme hovedpersoner, og foregår stadig i overvejende grad i netop Ådalen, hvor natur og forladte huse spiller store roller i et drama, hvor flere folk fanges, lukkes inde, isoleres og sultes. 

Det er et rigtigt spændende plot, hvor både klassiske og mere usædvanlige virkemidler igen blandes til en handling, der hurtigt fangede mig. Opklaringen går ikke særligt nemt, og det bliver farligt for nogle medvirkende. Ud over at sagerne opklares, så sker der også noget for den sympatiske hovedperson, Eira Sjödin, så der må nødvendigvis komme en fortsættelse. Den vil jeg se frem til, selv om jeg ikke blev helt lige så godt underholdt som med bind 1.

8 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter her: fire krimihjerter

Tove Alsterdal
Jordsug
Modtryk, 2022
307 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, men kan også læses/lyttes på bl.a. #mofibo

Har du læst den? Hvad synes du?