”Uden hæmninger” af Erik Hauervig

Skriveforlaget 2016 – 324 sider

 

”Uden hæmninger” foregår omkring 2007, hvor den nye politireform er på vej. Den er ikke trådt i kraft, så det gode gamle kriminalpoliti og ordenspoliti er stadig på banen.

Det er min klare opfattelse, at bogen på fuldstændig realistisk vis beskriver det arbejde, som politiet udførte på det tidspunkt. Erik Hauervig er nemlig pensioneret kriminalassistent.

Tidligt i handlingen bliver den gennemgående hovedperson, politiassistent Bjørn Agger fra Hauervigs foregående bøger tilknyttet Task Force One. Det er en helt nyoprettet afdeling, som især tager sig af organiseret kriminalitet.

Grunden til at Agger søger væk fra sin ”gamle” afdeling er, at han absolut ikke bryder sig om afdelingens nye chef, som styrer sit team i en helt anderledes retning, end den Agger ønsker.

Bogen fortæller på troværdig vis, hvordan politiet fx arbejder i prostitutionsmiljøet og beskriver, hvordan bl.a. østeuropæiske prostituerede tvinges til at tjene penge til deres bagmænd, og hvordan bander forsøger at få beskyttelsespenge ud af restauranter i København.

Også forbrydelser som sprængning af pengeautomater og posttransportrøverier er med.

Ligeledes hører man om politifolkenes arbejde med opklaringen af drab og narkokriminalitet. Igen er beskrivelserne nærværende og troværdige.

Især politiarbejdet, der har med danske forhold at gøre, er let at forholde sig til. Miljøet er genkendeligt fra det, man kender fra medierne.

Desuden kommer Bjørn Agger også til at arbejde med forbrydelser, som trækker spor til en italiensk mafiagruppe, som er begyndt at operere i Danmark, og som arbejder noget spektakulært inden for bl.a. salg af narko.

En pengegrisk dansk skibsreder, hvis skib dumper ulovlige kemikalier, er ligeledes en del af handlingen i bogen. Også det danske krigsskib Absalon har en rolle at spille med bekæmpelse af somaliske pirater.

Som det ses, kommer man vidt omkring i bogen. Måske lidt for vidt. Der er meget at skulle forholde sig til som læser.

Ganske vist er Agger hovedpersonen, men man møder rigtig mange andre politifolk nogle bare periferiske, og som man ikke kommer til at kende – men de bliver så at sige alle nævnt med navn, og det virker godt. Politiet bliver på den måde ”menneskeliggjort”.

Det, jeg savner i ”Uden hæmninger”, er i højere grad at høre mere om de tanker hovedpersonerne har. Jeg vil også gerne høre lidt mere om Bjørn Aggers og de andre personers privatliv. Fx lidt om den frygt, som jeg tror, enhver ægtefælle har, når ens bedre halvdel arbejder i betændte kriminelle miljøer. Jeg savner at høre noget mere om hverdagsmennesket bag politimanden.

Er man til en fyldig og omhyggelig beskrivelse af politiarbejde både på det nære, men også på det internationale plan, kan man roligt fange an med Erik Hauervigs ”Uden hæmninger”.

fire krimihjerter

www.findalskrimiside.dk

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments